Ovnene var splinternye: Nu er badeklubben hjemløs efter brand

Formanden for Vinterbadeklubben Lillebjørn forventer, at foreningen må vente i flere måneder, før man igen kan springe i havnebadet

Der går formentlig flere måneder, før vinterbaderne i Lillebjørn igen kan få en kold dukkert i havnebadet. Arkivfoto: Bente Poder

Der går formentlig flere måneder, før vinterbaderne i Lillebjørn igen kan få en kold dukkert i havnebadet. Arkivfoto: Bente Poder

AALBORG:Ovnene - der var blevet installeret for blot en måneds tid siden - var indstillet til at tænde automatisk klokken 8, så saunaen var varm og klar til at tage imod medlemmerne fra Vinterbadeklubben Lillebjørn, der mellem jul og nytår skulle have adgang til havnebadet mellem klokken 9 og 21. De udvidede åbningstider fik dog en brat afslutning allerede tirsdag morgen.

Formanden for vinterbadeklubben, Kirsten Hein, var selv på vej ned til havnen for at få en kold dukkert, da hun fik den triste nyhed: Havnebadet stod i flammer.

Nordjyllands Beredskab blev kaldt ud til branden klokken 8.44, og vurderer, at der er stor sandsynlighed for, at netop en af de automatiske ovne var årsag til branden.

Nu regner Kirsten Hein med, at Lillebjørns medlemmer kan komme til at vente i flere måneder, før man igen får adgang til faciliteterne på havnefronten i Aalborg.

- Der er ikke klarhed over noget endnu, men saunaen er totalt udbrændt og hele bygningen er røgskadet. Så det kommer til at tage tid med forsikringen, og kommunen skal have taget stilling til, hvad man vil, og så skal det hele skal bygges op igen. Derfor har jeg skrevet ud til medlemmerne, at man nok må forvente, at der går nogle måneder, fortæller Kirsten Hein, der efter to corona-amputerede sæsoner havde håbet på en mere normal sæson, hvor man indtil nu ikke var blevet ramt af direkte restriktioner.

Tirsdag morgen gik brandmændene i gang med at slukke branden i havnebadet. Foto Lars Pauli <i>Foto: Lars Pauli</i>

Tirsdag morgen gik brandmændene i gang med at slukke branden i havnebadet. Foto Lars Pauli Foto: Lars Pauli

- Det er rigtig, rigtig ærgerligt. Nu er det tredje sæson, der bliver stoppet midt i det hele, og vi havde lige fået nye ovne og bænke for cirka en måned siden, så alt bare skulle fungere perfekt, fortæller hun.

Rift om pladserne

Mens man venter på igen at kunne bruge faciliteterne i havnebadet, arbejder vinterbadeklubbens bestyrelse på at finde alternative lokationer. Hvor gode udsigterne er til det, tør Kirsten Hein dog ikke spå om.

- Der er rigtig mange, der gerne vil ud og vinterbade, så det er ikke sådan lige at skaffe plads rundt omkring. Vi har selv måtte lukke for medlemstilgang midt i november efter at have fået 400 nye bare i år, mens Vinterbadeklubben Isbjørnen, der holder til i Vestre Fjordpark slet ikke har haft åbent for nye medlemmer i år, forklarer Kirsten Hein, der kan tælle 700 medlemmer i Lillebjørn.

Med den store interesse for vinterbadning frygter hun da heller ikke, at den ufrivillige pause kommer til at gå ud over foreningen på den front.

- Måske vil det få vinterbadning til at gå i glemmebogen for nogle, men der er generelt stor interesse, så jeg forventer, at vi kommer til at fastholde medlemstallet, siger hun.

- Men vi er stadig rigtig ærgerlige over, at der nu igen bliver pause midt i sæsonen, som ellers skulle have varet ind til midten af maj, fastslår hun.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.