Vejret

Pas på glatte veje: Politiet har fået meldinger om flere uheld

Kør forsigtigt, lyder meldingen fra politiet

Pas på glatte veje. Politiet har allerede fået besked om flere uheld. 
Pas på glatte veje. Politiet har allerede fået besked om flere uheld.  Foto: Lars Pauli

Opdateret kl. 11:33

Du skal være særligt opmærksom i trafikken, hvor slud og glatte veje sætter sit præg på morgentrafikken torsdag.

Der er meldinger om tøsne i stort set hele landsdelen, hvor der også bliver saltet mange steder på grund af glatte veje. Det oplyser Vejdirektoratet.

Og der har da også allerede været flere uheld.

Der var tidligere på morgenen udfordringer i trafikken på motorvej E39 ved Brønderslev.

P4 Trafik kunne fortælle, at en håndfuld biler holdt stille på motorvejen i nordgående retning kort efter afkørsel 6 Brønderslev C. Der var biler i både midterrabatten, venstre vognbane og nødsporet.

De havarerede biler skyldtes angiveligt en langsomt kørende sneplov, der overraskede bilisterne. Efter en times tid var bilerne fjernet fra vejen igen.

Uheld tidligt om morgenen

Snevejret begyndte midt på natten, og omkring klokken halv seks torsdag havde Nordjyllands Politi allerede fået to meldinger om trafikuheld på mindre, glatte veje.

Vagtchef Jesper Sørensen fortæller, at der er sket et solouheld ved Serritslev, mens et par biler er stødt sammen på en bakke på Jerupvej ved Frederikshavn. Begge uheld er sket på mindre veje.

- De meldinger, vi har fået, går på, at det skyldes glat føre. Der er ikke umiddelbart meldinger om alvorlig personskade ved nogen af uheldene, siger han.

Vagtchefen ved Midt- og Vestjyllands Politi fortæller torsdag morgen, at der bliver saltet i Thy og på Mors, og der er ikke meldinger om gener i trafikken.

I følge DMI er snevejret ved at gå over i regn flere steder, mens der dog stadig falder tøsne andre steder. I løbet af dagen forlader det våde vejr Nordjylland, og det når Sjælland i løbet af eftermiddagen.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden