Pirates vingeskød White Hawks i det nordjyske ishockeyslag
Foran næsten 5000 tilskuere i Aalborg var der ingen tvivl om styrkeforholdet
Opdateret kl. 22:16
ISHOCKEY: Selvom de for længst har vundet grundspillet, trak Aalborg Pirates ikke i håndbremsen, da de fredag aften tog imod Frederikshavn White Hawks i Metal Ligaen i ishockey.
Foran næsten 5000 tilskuere i Bentax Isarena nedlagde de stensikkert rivalerne med 4-0, og dermed mangler de nu kun tre point i at ramme de magiske 100 i tabellen. Frederikshavn bliver trods nederlaget på fjerdepladsen.
Første periode var ellers målløs, men Aalborg Pirates burde allerede her have sikret sig et forspring, da da de fra første minut lagde et hårdt tryk på gæsterne. Allerede indenfor det første minut måtte stolpen komme Frederikshavn og målmand Tadeas Galansky til redning.
Det var længe spil til ét mål, indtil Dane Fox fik Frederikshavns første chance efter otte minutter. Men George Sørensen diskede op med en stor redning på friløberen.
White Hawks kom bedre med i anden halvdel af første periode - godt hjulpet af to overtalssituationer - men George Sørensen stod fornemt. Det gjorde Tadeas Galansky også hos gæsterne.
Anden periode begyndte mere jævnbyrdig, men midtvejs i kampen brød Aalborg Pirates dødvandet. En hård aflevering ude fra banden blev styret i mål af Mikkel Højbjerg til 1-0.
Der gik kun godt et minut, før det også blev 2-0 i powerplay. Pierre-Olivier Morin var målscorer som kulmination på et hårdt pres, hvor pucken hoppede og dansede omkring kassen.
Frederikshavns chancer i anden periode var få men store. Christoffer Frederiksen brændte blandt andet en friløber på plankeværket George Sørensen i hjemmeholdets mål. I stedet blev det 3-0 i periodens slutning, da Sebastian Brinkman flot sendte et trækskud forbi Galansky.
Fra tredje periodes start skiftede White Hawks målmand og sendte andenkeeper Samuel Jukuri på isen. Lige lidt hjalp det dog, for Thomas Spelling prikkede hurtigt 4-0 i nettet fra en lidt spids vinkel.
I slutningen af kampen brød frustrationerne ud i lys lue hos frederikshavneres Dane Fox, der pådrog sig en matchstraf for dårlig opførsel.
Aalborg Pirates - Frederikshavn White Hawks 4-0
Periodecifre: 0-0, 3-0, 1-0
Mål: 1-0 Mikkel Højbjerg (29.45), 2-0 Pierre-Olivier Morin (30.58), 3-0 Sebastian Brinkman (37.29), 4-0 Thomas Spelling (43.45)
Udvisninger: Aalborg 6x2 min, Fr.havn 3x2 min + matchstraf til Dane Fox
Tilskuere: 4851
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.