Erhverv

Politikere advarer: Kæmpe-dronernes placering i Aalborg kan få alvorlige konsekvenser

De mener, at der ville være et andet og mere oplagt sted at placere dem

Med de nye kæmpe-droner følger omkring 70 nye arbejdspladser til Flyvestationen Aalborg.
Med de nye kæmpe-droner følger omkring 70 nye arbejdspladser til Flyvestationen Aalborg. Arkivfoto: Lars Pauli

Opdateret kl. 16:16

Fredag kom nyheden om, at Aalborg Flyvestation bliver base for de kommende kæmpe-droner, der skal styrke overvågningen af Arktisk og Nordatlanten. 

En beslutning, der skabte stor glæde hos Venstres retsordfører, Preben Bang Henriksen, der kaldte det for en fantastisk nyhed for Nordjylland.

Helt så begejstret er de to grønlandske folketingspolitikere Aaja Chemnitz og Aki-Matilda Høegh Dam dog ikke over nyheden. De mener ligefrem, at det er en dårlig beslutning, skriver DR.

- Med placeringen i Aalborg er vi nu over 3.000 kilometer væk fra området, hvor dronerne skal operere, og det vil skabe forsinkelser, der kan have alvorlige konsekvenser både for redningsoperationer og overvågning, skriver Aki-Matilda Høegh Dam i et skriftligt svar til DR.

Det var ellers netop geografien, der ifølge Preben Bang Henriksen, var et af de udslagsgivende argumenter for placeringen af dronerne.

- Vi har jo en geografisk placering, der gør det superfint at placere de droner, der varetager overvågningen af Nordsøren og Arktisk. Derudover er Aalborg Lufthavn den største militære lufthavn i Danmark, og derfor synes jeg, det er ganske naturligt, at den ligger der, sagde han til Nordjyske

Forsvarsanalytiker Hans Peter Michaelsen har tidligere beskrevet i Nordjyske, at dronerne er propeldrevet på størrelse med et mindre fly. Det er endnu ikke blevet besluttet, hvilken model det skal være, men han mener, at det mest sandsynlige er, at det bliver modellen, der hedder MQ-9B Seaguardian.

Han fortalte, at man regner med, at kæmpe-dronerne skal kunne operere ud fra flybasen i Kangerlussuaq i Sydvestgrønland, og at man i den forbindelse har besluttet, at dronerne skal vedligeholdes og have hjembase på Aalborg Flyvestation. 

Med titel som hjembase for kæmpe-dronerne følger omkring 70 nye arbejdspladser, der skal besættes på Flyvestationen i Aalborg, mens der skal ansættes seks specialister inden for blandt andet elektronisk krigsførelse ved Flyvekommandoen på Flyvestation Karup. 

I pressemeddelelsen udtalte forsvarsminister, Troels Lund Poulsen (V), at placeringen betyder, at det personel, der skal operere de nye droner, får mulighed for at trække på gode erfaringer fra både overvågningsopgaver og luftoperationer i Arktis samt flyvedligeholdelse og brug af sensorer.

Overfor DR anerkender Aaja Chemnitz ikke, at det ville være svært at finde samme kompetencer i Grønland, hun mener derimod, at man burde give det forsøget.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Læs også

Gå til relaterede emner

Forsiden