Politi advarer: Rør ikke ved døde mink, der er tabt på vejen
Nordjyllands Politi kan ikke udelukke, at endnu flere døde mink faldt af lastbil i nattens løb
Opdateret 23. maj 2022 kl. 12:24
NORDJYLLAND: Mindst 18 døde mink faldt af en lastbil på motorvej E45 i Nordjylland lørdag aften, da lastbilen var på vej med en stort læs aflivede mink mod syd.
Ifølge politiet blev der tabt døde mink over en strækning på 50 kilometer, og folk i beskyttelsesdragter blev sendt ud for at samle de døde dyr op.
I den forbindelse blev motorvej E45 i en periode spærret i sydgående retning mellem Haverslev og frakørslen til Hobro N.
Kl. 00.41 natten til søndag lød meldingen, at de døde mink var fjernet, og at oprydningen var slut.
Men - politiet kan ikke udelukke, at der fortsat ligger døde mink på motorvejen og andre af de vejstrækninger, hvor lastbilen har kørt fredag aften.
- Vi har gjort alt, hvad vi kan, for at finde og fjerne de døde mink. Men der kan godt ligge flere endnu, siger vagtchef Jess Falberg, som understreger:
- I må endelig ikke røre ved de døde mink, heller ikke skubbe til dem med skosnuden.
Vagtchefen opfordrer til, at man kontakter politiet på telefon 114, hvis man finder døde mink på eller langs vejen.
Det kan ikke helt udelukkes, at der stadig kan være coronasmitte i de aflivede og tabte dyr, og derfor skal man holde sig væk fra dem, påpeger vagtchefen.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.