Politi øger patruljering efter knivoverfald: - Vi vil ikke finde os i det
Politiet ved ikke, hvad der udløste to knivoverfald i Aalborg, eller hvem der står bag

Foto Jan Pedersen
AALBORG:Efter to knivoverfald i Aalborg, intensiverer Nordjyllands Politi nu patruljeringen - især i Aalborg Øst.
Det fortæller vicepolitiinspektør Christian Toftemark.
- Vi øger synligheden med en tryghedsopfølgende indsats de kommende dage. Vi vil simpelthen ikke finde os i det. Det skal være sådan, at almindelige borgere kan gå på gaden, uden at skulle være vidne til den slags episoder, siger vicepolitiinspektøren.
Ved det første overfald, der skete omkring klokken 20 ved havnen i Aalborg nær Utzon Center var der mange vidner. Det var godt vejr, og flere var ude at gå tur, da en gruppe på 10 unge mænd pludselig overfaldt to andre mænd.
Ved den episode blev en 19-årig mand stukket i ballen og en 17-årig mand blev slået og sparket.
Omkring klokken 03 blev en 21-årig mand overfaldet på Durupstien ved Smedegårdsvej/Budumvej i Aalborg Øst, hvor han blev stukket med en kniv.
Politiet ved endnu ikke, om de to episoder har en sammenhæng, ligesom politiet heller ikke ved, hvem gerningsmændene til de to overfald er.
De to ofre har nemlig ikke kunne hjælpe politiet på sporet af overfaldsmændene, og det er også helt uklart, hvad der var motivet til de to overfald, fortæller Christian Toftemark.
- Men der er tydeligvis nogen, der er i konflikt, men vi aner bare ikke, hvad konflikten består i, siger han.
Og det er en af de ting, som politiet nu skal forsøge at finde frem til.
Udover de tryghedsskabende patruljer, der primært vil være ekstra til stedet i Aalborg Øst, så bliver den forebyggende indsats også skærpet i det område.
- Vi har bedt vores forbyggende indsats om at være opsøgende for at få viden, men også om at gå i dialog med personer i området, siger Christian Toftemark.
Selvom politiet ikke ved, hvad der udløste de to overfald, så mener vicepolitiinspektøren ikke, at der er grund til at være bange som borger.
- Jeg mener, det er meget usandsynligt, at det her vil kunne ramme almindelige borgere, siger han.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.