Kvinde bemærkede noget mystisk - det førte til afsløring af million-tyverier
Politi fik gennembrud i sag om GPS-kup
Opdateret kl. 10:08
En gruppe omrejsende kriminelle fra Rumænien er blevet anholdt for tyverier af værdifuldt GPS-udstyr til flere millioner kroner, oplyser Nordjyllands Politi.
Anholdelserne er sket efter et samarbejde mellem Nordjyllands Politi og Syd- og Sønderjyllands Politi.
De anholdte mistænkes for at stå bag mindst 23 tyverier hos en række landmænd i Nordjylland og i Midt-og Vestjylland i efteråret 2023.
Stjal for næsten fire mio. kr.
Det stjålne GPS-udstyr er tilsammen mere end 3,8 millioner kroner værd, ifølge politiet.
Foreløbig er tre rumænske mænd i alderen mellem 35 og 39 år blevet anholdt i sagen.
En person blev anholdt i Sverige og udleveret til dansk politi.
Desuden blev en rumænsk mand anholdt i Nordjylland, mens en tredje mand blev anholdt i Rumænien. Han blev udleveret til de italienske myndigheder, hvor han var efterlyst. Manden afventer udlevering til Danmark.
Tip fra en borger
Politikommissær Ulf Munch Sørensen fra Nordjyllands Politi siger:
- En nordjysk kvinde observerede en sen efterårsaften et mistænkeligt køretøj, som parkerede i nærheden af en kirke. Hun noterede registreringsnummeret på bilen. Da hun senere finder ud af, at en nabo har haft indbrud - hvor der er blevet stjålet GPS-antenner og skærme fra landbrugsmaskiner - ringede hun til Nordjyllands Politi og nævnte registreringsnummeret. Og det er faktisk dét tip, der kickstarter hele efterforskningen.
Indstillet til dusør
Politikommissæren fremhæver det som et eksempel på, at selv sådan en lille oplysning fra en borger kan hjælpe politiet langt i efterforskningen.
- Vi har efterfølgende indstillet kvinden til en dusør som tak for hjælpen, udtaler Ulf Munch Sørensen i en pressemeddelelse fra Nordjyllands Politi.
- Afmonter GPS-udstyret og lås det inde, når landbrugsmaskinen ikke bruges.
- Hvis udstyret ikke afmonteres, så gør brug af robuste, indbrudssikre låse, og sørg for, at vinduer i porte er matte, så det ikke er muligt kigge ind.
- Sæt videoovervågning op på egen grund og skilt tydeligt med det.
- Sørg for at køretøjer sikres ved arbejdstids ophør - f.eks. ved aflåsning af køretøjet og bygninger.
- Oplys udendørsområder eller installer bevægelsessensor, som tænder for pludselig og kraftig belysning.
- Husk digital back-up af de vigtige mark- og afgrødedata, der ligger på GPS-udstyret.
- Sæt alarmer på maskiner og bygninger.
- Sæt piktogrammer udvendig på GPS-udstyret, så tyve tydeligt kan se, at enheden er sikret.
- Undgå høje hegn og bevoksning.
- Etabler Erhvervsnabohjælp, hvor naboerne holder ekstra øje.
- Vær skeptisk, hvis fremmede personer viser interesse for virksomheden.
- Overvej, om det er nødvendigt at lægge fotos af traktorer med GPS mm. på hjemmesider og sociale medier. Man risikerer, at kriminelle bruger det som "bestillingskatalog".
Den omfattende efterforskning har ført til ransagninger i Sydøstjylland og i Esbjerg, hvor der blandt andet blev fundet stjålet GPS-udstyr, som skulle sendes til Rumænien, ifølge politiet.
I første omgang kunne efterforskerne i de to politikredse knytte de rumænske mænd til syv indbrud, men den videre efterforskning førte til, at antallet af tyveriforhold voksede betydeligt til nu mindst 23.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.