Ung kvinde voldtaget i Aalborg - politiet efterforsker sagen
Hvis du har set eller hørt noget omkring gerningstidspunktet, opfordres du til at kontakte Nordjyllands Politi
Opdateret kl. 17:40
AALBORG: Politiet var fredag morgen massivt tilstede i Aalborgs vestby omkring Kastetvej med flere patruljebiler og hunde, fordi de efterforskede en voldtægt af en ung kvinde tidligt fredag morgen.
Det skriver Nordjyllands Politi i en pressemeddelelse.
- Vi er ved at undersøge de nærmere omstændigheder i denne alvorlige sag. Vi har været til stede omkring Kastetvej, så vi har kunnet sikre spor, foretaget forhøringer og tekniske undersøgelser, siger efterforskningsleder, politikommissær Lene Madsen.
Kvinden var på vej hjem fra byen mellem klokken 04 og 4.30 og blev her væltet omkuld af en gerningsmand ud for Kastetvej 2. Herefter blev offeret udsat for en voldtægt.
Politiet fik anmeldelsen om voldtægten klokken 06.20.
Efterforskningslederen kunne midt eftermiddag fredag fortsat ikke give yderligere oplysninger om de nærmere omstændigheder i forbindelse med voldtægten.
- Vi har stadig et kompliceret efterforskningsforløb foran os. Vi skal blandt andet have afhørt offeret igen, og vi skal have indhentet videomateriale samt forfulgt en lang række spor. Vi skal have tegnet et præcist billede af, hvad der er sket, før under og efter, forklarer politikommissæren.
Lene Madsen understreger, at det arbejde kan tage et stykke tid, før politiet er klar til at melde yderligere ud.
- Det er en alvorlig sag, og vi skal have forløbet efterforsket grundigt, konstaterer hun.
Politiet har i forbindelse med efterforskningen afsluttet arbejdet på gerningsstedet på Kastetvej.
Men efterforskningslederen opfordrer fortsat til, at hvis man har set eller hørt noget i området omkring gerningstidspunktet, så skal man kontakte politiet på telefon 114.
Fredag morgen havde Nordjyllands Politi spærret et område af på Kastetvej, men den afspærring blev ophævet igen fredag over middag.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.