Politiet øger patruljeringen efter flere sammenstød i Aalborg Vestby
Nordjyllands Politi understreger, at borgerne ikke skal være bekymrede
AALBORG: Torsdag aften udviklede en narkohandel sig tilsyneladende til et røveri, da to 21-årige mænd ifølge flere vidner blev tvunget ind i en bil, med hvad der lignede en pistol.
Episoden udspillede sig på Annebergvej i Aalborg Vestby og Nordjyllands Politi sendte, på baggrund af flere opkald fra vidner, hurtigt et stort opbud af betjente til stedet.
- Det er vores opfattelse, at der er tale om et narkotikasalg, som udvikler sig til røveri, siger fungerende politiinspektør Anders Uhrskov i en pressemeddelelse.
Politiet anholdte kort tid efter episoden to mænd, der kom kørende i en bil i Vejgaard, og de to bliver fredag klokken 12 fremstillet i grundlovsforhør sigtet for røveri.
- Vi vil kræve de formodede gerningsmænd varetægtsfængslet i fire uger, siger Anders Uhrskov.
Torsdagens hændelse er den seneste af flere episoder i Vestbyen, som bekymrer Nordjyllands Politi.
- Vi har haft nogle sammenstød og episoder indenfor et geografisk område i Vestbyen, og det er vi meget opmærksomme på i vores arbejde, siger fungerende politiinspektør Anders Uhrskov NORDJYSKE.
Derfor vil politiet være tilstede i området omkring Annebergvej i dag, så borgere i området kan henvende sig, hvis de har spørgsmål eller informationer om sagen.
Den fungerende politikommissær understreger, at lokale borgere ikke skal være bekymrede.
- Der er tale om et opgør i et kriminelt miljø, så derfor har den almindelige borger ikke noget være bekymret for i forhold til at færdes i området, siger han.
Nordjyllands Politi har stadig en del efterforskningsarbejde foran sig og leder i øjeblikket også efter en tredje ukendt gerningsmand.
- Vi kender ikke hans identitet og vi har ikke noget udførligt signalement, så vi ved ikke så meget om ham endnu, siger Anders Uhrskov.,