Dræbt af skud: 41-årig kvinde skudt - mand anholdt

Nordjyllands Politi er talstærkt til stede på Skelagervej

Foto: Jan Pedersen

Foto: Jan Pedersen

AALBORG:Fredag klokken 18.15 modtog Nordjyllands Politi en anmeldelse fra Skelagervej i Aalborg om, at en kvinde var blevet ramt af skud. En mistænkt 52-årig mand er anholdt på stedet, og politiet arbejder massivt i området.

Den ramte kvinde på 41 år blev hurtigt bragt til behandling på sygehuset i kritisk tilstand, hvor hun kort efter afgik ved døden.

- Vi sendte øjeblikkeligt adskillige patruljer til stedet, der i øjeblikkeligt arbejder i området, siger vicepolitiinspektør fra Nordjyllands Politi, Anders Uhrskov.

- Derfor kan vi på nuværende tidspunkt ikke gå i detaljer med omstændighederne omkring denne tragiske hændelse, men vi arbejder på højtryk for at klarlægge, hvad der sket før, under og efter.

Foto: Jan Pedersen

Foto: Jan Pedersen

Vicepolitiinspektøren forklarer, at politiets opgaver lige nu – efter at have afspærret området – er at sikre området, undersøge gerningsstedet, foretage afhøringer af vidner samt forskellige forhøringer i området.

- Vi har mange efterforskningsskridt foran i de kommende timer og dage for at få det fulde overblik, understreger Anders Uhrskov.

Der skal tages hånd om vidnerne

Nordjyskes mand på stedet fortæller, at drabet blev overværet af adskillige af områdets beboere. Der etableres derfor krisehjælp.

Anders Uhrskov oplyser, at det psykosociale beredskab er rekvireret, da der var mange vidner til episoden.

- Vi har mange vidner og andre, som der skal tages hånd om, siger Anders Uhrskov.

Han tilføjer, at der er iværksat tryghedsskabende patruljering i Aalborg – i særlig grad omkring gerningsstedet.

Del ikke video-optagelser – men ring 114

Anders Uhrskov understreger desuden, at ligger man inde med videooptagelser af episoden, skal man ikke dele optagelserne, men i stedet straks rette henvendelse til politiet på 114.

- I det hele taget opfordrer vi vidner og andre med oplysninger i sagen om at ringe til os på 114, pointerer vicepolitiinspektøren.

Den mistænkte sigtes for overtrædelse af straffelovens § 237, der omhandler drab, og politiet kan endvidere oplyse, at der er en relation mellem den dræbte kvinde og den mistænkte mand.

- Men det kan vi ikke gå mere ind i på nuværende tidspunkt af hensyn til den igangværende efterforskning, siger Anders Uhrskov.

De pårørende er underrettet.

Foto: Jan Pedersen

Foto: Jan Pedersen

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden