Politiker i skarp kritik af tennis-tilskud: - Folk må sidde og føle sig til grin
Byrådspolitikere er oprørte over, at Daniel Borup fra Venstre var med til at sikre milliontilskud til sin tennisklub. Nu skal tilskuddet diskuteres igen
Opdateret kl. 18:26
AALBORG: Aalborg Kommunes budget for 2023 og 2024 er et skrabet et af slagsen.
Anlægsudgifterne er skåret ind til benet, men der blev dog fundet en million til etableringen af to helårsbaner i Aalborg Tennisklub.
Forslaget blev stillet af Venstre og kom med i budgettet, fordi det ifølge flere politikere, som Nordjyske har talt med, var nødvendigt for at lande et bredt budgetforlig.
Nordjyske kunne tirsdag fortælle, at det var Venstre, hvor gruppeformand Daniel Borup, er aktivt medlem af Tennisklubben, der fremlagde forslaget, og at foreningen ikke havde søgt om pengene.
Og det får Peter Larsen fra SF op i det røde felt.
- Det er at pisse på de foreninger, der har brugt tid på at søge om tilskud, siger han.
- Folk må sidde og føle sig til grin i den her proces.
SF var ikke en del af budgetforliget, og Peter Larsen var derfor ikke en del af forhandlingerne på tidspunktet, hvor Aalborg Tennisklub kom på bordet.
Alligevel mener han godt, han kan tillade sig at kritisere forløbet, fordi tennisklubbens bestyrelse ikke var orienteret om, at forslaget blev bragt i spil.
- Man fravælger at støtte nogen af de mere end 100 foreninger, som rent faktisk har sendt en ansøgning. Når man tager en million på anlægssiden og giver til Aalborg Tennisklub, så nedprioriterer man jo de foreninger, siger Peter Larsen.
Venstre kan ændre støtten
Socialdemokratiet var et af forligsparterne bag budgettet, og har altså også stemt for at støtte tennisklubben med én million kroner samlet de næste to år.
Gruppeformand Lasse Frimand Jensen (S) mindes ikke, at forslaget om støtte til Aalborg Tennisklub fremgik af budgetmaterialet op til forhandlingerne.
Ifølge ham blev det først bragt i spil, som et krav i forhandlingslokalet - noget som ifølge gruppeformanden hverken er unormalt eller problematisk.
- Principielt set, synes jeg, at man skal kunne komme med forslag helt op til, at budgettet bliver skrevet under, siger Lasse Frimand Jensen.
Men han mener samtidig, at det er Venstres ansvar, at have styr på formaliteterne, når de fremlægger et forslag.
- I vores gruppe præsenterer vi kun forslag i forhandlingerne, som er gennemarbejdet og diskuteret på medlemsmøder og gruppemøder, siger han og fortsætter:
- I forhandlingslokalet diskuterer vi ud fra den viden, vi får i lokalet. Vi begynder ikke at blande os i, om Venstre nu også har opbakning til forslaget.
De nye oplysninger i sagen ændrer dog ikke på, at Socialdemokratiet står på mål for budgettet.
Ifølge gruppeformanden skal man kunne stole på en aftale, man har lavet med socialdemokraterne, men han åbner døren på klem for, at Venstre selv kan genåbne budgetforliget.
- Vores holdning er, at det er partiet, der har stillet kravet til forhandlingerne, som skal tage initiativ til at ville bruge pengene anderledes. Så det er op til Venstre, at finde ud af, om der er et behov. Og så må vi diskutere det på et budgetforligsmøde, siger Lasse Frimand Jensen.
Forstår kritikken
Venstres Daniel Borup har tidligere forklaret, at der er tale om en misforståelse.
Han forklarer, at Venstre fremlagde forslaget, fordi de var af den overbevisning, at det var et ønske fra klubben, men at partiet ikke kontrollerede, om der var indsendt en formel ansøgning.
- Og det er da ærgerligt, at der ikke er blevet tjekket op på det. Det skulle vi have gjort, siger han.
Har du spurgt formanden, om du skulle tage forslaget om tilskud til helårsbaner med til forhandlingerne?
- Jeg kan simpelthen ikke erindre, hvad der er blevet sagt eller ikke blevet sagt.
Var det dit indtryk, at Aalborg Tennisklub godt vidste, at du ville tage det her forslag med til forhandlingerne?
- Ja, ellers havde vi ikke taget det med.
Venstrepolitikeren forstår godt kritikken fra SF, om at andre foreningsfolk kan føle, at de har spildt deres tid på at skrive en ansøgning.
- Det vil jeg sagtens kunne følge dem i, siger han.
Efter kritikken, vil Venstre nu tage sagen op med budgetforligspartierne igen.
- Det bliver vi nødt til. Vi skal ikke tvinge ting igennem uden budgetpartiernes opbakning, siger han.
Budgettet blev godkendt af et bredt flertal i byrådet bestående af Socialdemokratiet, Venstre, Det Konservative Folkeparti, Radikale Venstre, Nye Borgerlige og Danmarksdemokraterne.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.