Selskab køber gigantiske biograflokaler i Kennedy Arkaden
Opdateret kl. 10:04
AALBORG: Det var den sidste af sin slags i Kennedy Arkaden.
En erhvervsejerlejlighed på 4125 kvadratmeter er netop blevet solgt i en stor millionhandel i Kennedy Arkaden - og dermed er alle erhvervsejerlejligheder i det store center blevet solgt inden for det seneste år.
Det skriver Colliers Aalborg, der har formidlet salget, i en pressemeddelelse.
Den store erhvervsejerlejlighed huser i det daglige Nordisk Film Biografer, som er bundet af en 11 år lang uopsigelig lejekontrakt.
Køber af det store lejemål er LDI Ejendomme A/S, der har erhvervet sig lokalerne i en handel til en volumen nær 100 mio. kr., skriver Colliers.
- Ejerlejligheden passer godt ind i vores investeringsstrategi, og vi ser frem til at overtage et aktiv, der spiller en synlig rolle i Aalborgs bymidte, siger Alexander Lund Hunt Dal, der er direktør i LDI Ejendomme A/S.
Claus Sondrup, Senior Director hos Colliers Aalborg, supplerer:
- Nordisk Film Biografer er en velkendt lejer med stor lokal betydning, og kombinationen af en central placering, et attraktivt afkast og en lang uopsigelig lejekontrakt gjorde erhvervsejerlejligheden særligt interessant for markedet.
- Samtidig er det tilfredsstillende at kunne sætte punktum for salget af samtlige erhvervsejerlejligheder i Kennedy Arkaden,
Størstedelen af de øvrige erhvervsejerlejligheder blev handlet - og formidlet - af Colliers tilbage i 2025.