Prik til din chef: Nu kan du få en skattefri tur på restaurant

Genåbningen står for døren, og snart kan caféer og restauranter igen invitere sultne gæster indenfor. Folketingets lov om en skattefri coronagave giver arbejdsgivere mulighed for at belønne deres ansatte med et gavekort.

1200 kroner fra chefen til en tur på restaurant lyder ikke dårligt. Og det er skattefrit.

1200 kroner fra chefen til en tur på restaurant lyder ikke dårligt. Og det er skattefrit.

Folketinget har med en ny lov bestemt, at arbejdsgivere kan takke medarbejdere for en stor indsats med en skattefri coronagave på op til 1.200 kr. Gaven skal være til oplevelsesbranchen, og kan være alt fra kultur, hotelophold eller et besøg på den lokale restaurant.

Derfor har Let’s Eat Aalborg på rekordtid sammensat muligheden for, at arbejdsgivere kan belønne ansatte med et gavekort til spiseoplevelser. Let’s Eat Aalborg er faciliteret af Nordjysk Mad og Turisme. I 2020 gik 56 af Aalborgs restauranter sammen for at vise, at det var trygt at spise ude.

Det nye gavekortet kan bruges på alle 56 restauranter, skriver de i en pressemeddelelse.

- Restauranterne glæder sig til igen at kunne byde gæster indenfor. Med gavekortet er virksomhederne med til at give hele branchen en saltvandsindsprøjtning, udtaler Nordjysk Mad og Turismes bestyrelsesformand Sarah Kruse.

Kommunal opbakning til fællesskabet

At en hel branche vælger at gå sammen for at støtte hinanden, vækker også glæde hos Aalborg Kommune.

- Jeg er rigtig glad for, at et fællesskab som Let’s Eat Aalborg kan lykkes med at få et lokalt gavekort op at stå på kort tid. Det kommer helt sikkert til at gavne caféer og restauranter i Aalborg Kommune. Det er vigtigt, lokalsamfundet står sammen, mener erhvervsdirektør Poul Knudsgaard fra BusinessAalborg.

Det nye tilbud er allerede taget godt imod. En af frontløberne er revisionsfirmaet Beierholm, der har købt et gavekort til alle deres medarbejdere.

- Vi har valgt at købe vores gavekort gennem platformen Let’s Eat Aalborg, hvor en lang række af Aalborgs caféer og restauranter er gået sammen om at skabe en platform, der gør det simpelt for os som virksomhed at støtte lokalt og samtidig give vores medarbejdere et bredt udsnit af byens store og flotte udvalg af spisesteder at vælge imellem, forklarer sektionsleder Henrik Bjørn fra Beierholm i Aalborg.

For at alle restauranter kan være med fra start, kan gavekortene indløses fra den 6. maj.

Fakta

Let’s Eat Aalborg er et netværk, der skaber opmærksomhed og aktivitet til restaurationsbranchen i Aalborg. Netværket er åbent for alle spisesteder i Aalborg by og omfatter lige nu 56 medlemmer.

Gavekortet fra Let’s Eat Aalborg kan købes på gavekort.nu/lets-eat-aalborg

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.