Politik

Punktum: Der skal aldrig igen bruges 100.000 kroner på en film, der aldrig bliver lavet

Ulovligheder er der intet, der tyder på, men nogen køn sag har det aldeles ikke været

Lederskribent Anders Sønderup. Foto: Lars Pauli
Lederskribent Anders Sønderup. Foto: Lars Pauli Foto: Lars Pauli

Opdateret 08. februar 2022 kl. 11:55

Kritik, og så et halvt år med nye regler, der ikke lyder som nye, men nærmere som nogen, der burde være fundamentale i enhver offentlig virksomhed.

Sådan lyder - i kort form - det punktum, økonomi-udvalget mandag satte i skandalen om de 100.000 kroner, som Aalborg Kommune i 2016 overførte til firmaet 2E Group.

Hvad borgerne egentlig har fået for pengene, det er stadig uklart, men et enigt byråd lukker sagen her. Oppositionen mener, at de har fået de nødvendige svar, og den ser ingen grund til at få sagen på dagsordenen igen.

Reelt set er der da heller ikke meget mere, byrådet kan gøre - modsat ministre så kan det nærmest ikke lade sig gøre at vælte en borgmester. Skal det ske, skal mindst 90 procent af et byråd mene, at en borgmester har begået noget ulovligt, og derfor kræve m/k afsat.

Så alvorligt er der kun få udenfor Facebook, der ser på sagen i Aalborg, og derfor får den foreløbigt ingen vilde konsekvenser.

Men sidste punktum er selvfølgelig ikke sat - nye detaljer kan dukke op, og i et demokrati er det vælgerne, der sætter sidste punktum. Sagen er en stor belastning for den sygemeldte borgmesters ry og rygte.

Ulovligheder er der intet, der tyder på, men nogen køn sag har det aldeles ikke været.

Det var indlysende forkert, at kommunen brugte 100.000 kroner på noget, der aldrig blev ført til referat, og det efterspil, der har været siden sagen kom frem, har været mindst lige så forkert.

Skiftende forklaringer fra kommunaldirektør Christian Roslev har ikke gjort godt for klarheden. Først udsendte han en redegørelse, der fortalte, at kommunen havde fået en reklamevideo for pengene, men den video var der bare ingen, der nogensinde havde set.

Den eksisterede nemlig ikke, og den indrømmelse kom på formfuldendt kommunalt sprog i en endnu en redegørelse: Samlet set er det derfor Aalborg Kommunes vurdering, at der ikke har været produceret en særskilt film.

Samlet set - er vurderingen herfra - lyder det i bedste fald som sjusket omgang med fælleskassen, og samlet set har det ikke været godt for den kommunale troværdighed.

Aalborg blev - igen - kendt som en by, hvor byens spidser kan lave aftaler uden bøvlet bureaukrati og referat.

For Aalborg er det en trist sag, og det vil det være lang tid fremover. Det tager lang tid at bygge et image som en spændende og moderne by, men det tager kun kort tid at ødelægge det billede.

For Aalborg er der meget på spil, og derfor må og skal lignende sager helt og aldeles undgås. Der skal ikke igen bruges 100.000 kroner på en film, der aldrig bliver lavet, og der skal ikke igen bruges endnu flere penge på redegørelser, der undersøger om filmen blev lavet.

Det kan godt være, at det gør sagsbehandlingen lidt mere bøvlet, men alternativet er værre.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden