Rådmand går i rette med forsker: - Hans forslag vil gøre Plusbus til en fiasko
Per Clausen (EL) fastholder, at fremkommelighed og komfort er det vigtigste for at lokke flere bilister over i den kollektive trafik

Klima og miljørådmand Per Clausen (EL) vil ikke tilbagerulle de ændringer, der giver de ny Plusbusser forrang på Kastetvej. Arkivfoto: Nicolas Cho Meier
AALBORG:Forslaget om at droppe ensretningen af Kastetvej vækker ikke begejstring hos klima- og miljørådmand Per Clausen (EL), som ikke er enig i trafikforsker Anker Lohmann-Hansens kritik af de ændringer, der er lavet på Kastetvej og Jyllandsgade for at give plads til den ny Plusbus.
- Problemet ved hans forslag er, at det med sikkerhed vil gøre Plusbussen til en fiasko, siger Per Clausen.
Han giver Lohmann-Hansen ret i, at Plusbussen er en letbane på gummihjul. Men i hans optik er det forudsætningen for, at det lykkes for kommunen at flytte flere bilister over i den kollektive trafik.
- Fordelen ved Plusbussen er, at der er en hurtig gennemkørsel - men også, at der ikke er nogen fare for forsinkelser. For forsinkelser er i virkeligheden et langt større problem end den gennemsnitlige køretid, og de opstår typisk, fordi man kommer til at holde tilbage for andre. Og derfor vil det der med at sige, at vi bare skal tillade fri bilkørsel på Kastetvej igen, være en ren katastrofe, understreger Per Clausen.

Kastetvej i Aalborgs Vestby er blevet drastisk ændret gennem det seneste år. Arkifvoto: Henrik Bo
Anker Lohmann-Hansen refererer blandt andet til en Cowi-undersøgelse fra 2015, der viser, at der ikke tidligere har været nævneværdige forsinkelser for busser på Kastetvej. Men det argument køber rådmanden ikke:
- Biltrafikken er jo vokset betydeligt siden dengang. Og hvis vi skal sikre det, der er fordelene ved den ny Plusbus, skal vi sikre, at der er god komfort i bussen, at den kommer frem uden forsinkelser, og at der er hyppige afgange. Så hvis Anker Lohmann kommer igennem med sin ide om, at de skal køre rigtig sjældent, vil han være medvirkende til, det bliver en fiasko.
Men kan han ikke have ret i, at der er en overkapacitet, så det alligevel ender med, at Plusbusserne kommer til køre sjældnere?
- Det er jo ikke sådan noget, der bare lige kommer til at ske - det er sådan noget man beslutter, hvis man vil det. Og vi har jo den opfattelse, at det eneste, der for alvor kan trække folk fra biler over i den kollektive trafik, er fremkommelighed, hurtig transport, komfort og hyppige afgange - og det peger andre trafikforskere også på, for det er det, der kaldes skinnegevinst, og det er også den effekt, vi forsøger at opnå her, selvom det ikke er en rigtig letbane - og det skulle jo gerne betyde, at passagertallet vokser, påpeger Per Clausen.
Han er sådan set ikke uenig i, at det eneste, der er vokset - hvis man ser tilbage i tiden - er biltrafikken. Men derfor er det også magtpåliggende for flertallet i Aalborg Kommune at få vendt udviklingen. Også selvom det forsat er nemmere at flytte folk fra cykler over i busser, end det er at få dem til at droppe bilen.
- Skal man flytte folk fra biler til busser, kræver det meget markante forbedringer af den kollektive trafik, og derfor er det præcist det, vi forsøger at gøre her. For Plusbussen bliver jo en markant forbedring af muligheden for at komme fra øst til vest i Aalborg uden forsinkelser eller køkørsel, siger Per Clausen.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.