Restauranter lagt ned af afbestillinger og ændringer til nytår: Sådan løser de det
Corona sidder i dén grad med ved nytårsbordet i Aalborg. Det betyder masser af ønsker om ændringer, tilføjelser eller afbestillinger af nytårsmenuer hos Applaus og Nam. Men nu siger de stop.

Nytårsmenuen fra Nam/Applaus var udsolgt 14. december.
NORDJYLLAND:Restauranterne Nam og Applaus går hvert år sammen om at lave nytårsmenuer, og i år var der udsolgt allerede 14. december.
Siden har coronasmitten bredt sig, og de flere end 2000 bestillinger er ikke gået fri. Det har betydet, at planlægning og tilberedning af menuerne på de to restauranter her efter juledagene er blevet udfordret, fordi så mange har ønsket at ændre deres bestillinger.
Derfor stoppede Nam/Applaus med at tage imod flere ændringer, skrev de på deres Facebook-side.
- Vi oplever i øjeblikket rigtig mange, der gerne vil købe menuer, og folk der også gerne vil af med bestillinger grundet corona. Vi har lukket for alle lister og alle ændringer - vi skal i mål nu, og derfor kan vi ikke være behjælpelige mere, skrev de for at undgå at blive lagt ned.
Ikke lave en "Kokkeriet"
Medindehaver, Anne Marie Menéndez, fortæller, at selve processen her inden nytårsdag i forvejen er ret kompliceret, når så mange mennesker skal have lige præcis det, de hver især har bestilt.
- Mange vil gerne have os til at skille ordrerne ad i mindre ordrer eller tilføje eller fjerne elementer. Men på nuværende tidspunkt kan vi ikke ændre mere. Folk har vi lidt svært ved at sætte sig ind i den mængde af forarbejde og logistik, det hele kræver. Lige nu er det svært at justere i menuerne og imødekomme forespørgslerne, for det ender med, vi ikke kan følge med i sidste ende. Alt er planlagt, så vi på udleveringsdagen får et godt flow og undgår at lave fejl i bestillingerne, siger Anne Marie Menéndez og minder om, at restauranten Kokkeriet i København sidste år røg i en sand shitstorm, fordi de havde taget for mange ordrer ind og rodede rundt i folks bestillinger.
- Folk stod i kø i flere timer, og mange fik aldrig deres mad. Det skal vi slet ikke risikere, siger hun.
Her kan du købe en menu
Derfor har Nam og Applaus blandt andet planlagt at fordele afhentningen på flere lokationer afhængig af antallet af menuer, så det er fordelt ligeligt med mindst mulig kø. Så ændringer er altså ikke mulige. I steder har Nam på sin Facebook oprettet en slags byttebørs/salgsbørs, så folk med et ufravigeligt behov for at få en anden bestilling har en mulighed for det.
- Vi har lavet dette opslag for at give mulighed for, at man kan sælge sin bestilling, og folk kan henvende sig med henblik på at købe en menu her, siger Anne Marie Menéndez.
- Hvordan I løser betaling internt, blander vi os ikke i. Vi skal blot have det originale bestillernavn oplyst ved afhentning, skriver hun på Facebook.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.