Ejendomsmarked

Millionær køber Nibes vildeste villa

Mangemillionær har købt en af Nordjyllands dyreste og mest eksklusive boliger

I daglig tale kaldes det eksklusive hus i Nibe for "rumskibet".
I daglig tale kaldes det eksklusive hus i Nibe for "rumskibet". Foto: Ejendomsmægler Thorkild Kristensen

Opdateret kl. 21:20

NIBE: En af Nordjyllands mest eksklusive og specielle liebhavervillaer - "Rumskibet i Nibe" - er blevet solgt for 14 millioner kroner.

Køberen er den nordjyske gårdejer og millionær Gert Kristensen, der har haft stor succes med vindmølleprojekter via sit firma GK Energi. Et erhvervseventyr, der så småt startede i 1982, hvor Gert Kristensen købte en andel til 30.000 kroner i en lille vindmølle i Bindslev nær Nibe.

Gert Kristensen har stor succes med sit vindmøllefirma. Nu har han købt "Rumskibet" i Nibe, en helt speciel liebhavervilla. Foto: Martin Damgård

I 1998 stiftede han sit vindmøllefirma GK Energi, der nu har etableret 81 vindmøller i området fra Viborg til Skagen.

Det har gjort Gert Kristensen til velhaver med en skønnet formue på omkring 100 millioner kroner.

Pool og fjordudsigt

Nu ejer han også den 276 kvadratmeter store luksusvilla på Godenshøj i udkanten af Nibe - et hus, der på grund af sin helt særlige udformning kaldes "Rumskibet i Nibe". En liebhaverbolig med pool og fremragende udsigt ud over naturen og Limfjorden.

Det er ikke kun villaens ydre, der er helt speciel. 

I villaens garagen er der plads til fem biler og et værksted. Bil og fører kommer ned i garagen i kælderen med en af de to bil-elevatorer.

Solgt på få dage

Boligen rummer naturligvis også en vinkælder.

Og selv om villaen blev udbudt til 14,3 millioner kroner, blev den solgt på kun få dage. Dog med et lille afslag, så prisen endte på omkring 14 millioner kroner.

- Vi havde en fremvisning, og køberne blev så begejstrede, at de slog til med det samme. Det gik virkelig stærkt, fortalte Jette Goddiksen, indehaver af ejendomsmæglerfirmaet Thorkild Kristensen, i marts.

- Dejligt sted

Køberen - Gert Kristensen - forventer ikke, at der skal laves meget om, inden han og hustruen overtager huset 1. august.

Den flotte udsigt fra huset ud over Limfjorden. Foto: Ejendomsmægler Thorkild Kristensen

Men hvorfor valgte de lige den villa?

- Det ligger et dejligt sted. Et fint og spændende hus bygget lidt som en tragt ud mod udsigten over fjord og natur, fortæller den nye ejer.

Gert Kristensens gård på Nyrup Mark øst for Nibe overtages nu af sønnen.

Beskedne nordjyder

Det er bestemt ikke tilfældigt, at Gert Kristensen og hustruen nu flytter til Nibe by.

- Nibe er et rigtig godt sted med et godt handelsliv, godt erhvervsliv og godt foreningsliv, fremhæver han.

Nok er "Rumskibet i Nibe" en spektakulær og imponerende villa, men det vil ikke ændre Gert Kristensens livsstil. For - som han bemærker:

- Vi er fortsat beskedne nordjyder. Det tror jeg godt, man kan sige.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Læs også

Gå til relaterede emner

Forsiden