Vildeste lejlighed i Nordjylland solgt - her er prisen

Ejendomsmægler har solgt lejligheden på godt to måneder og til udbudsprisen

Jyllands dyreste lejlighed er blevet solgt. Den ligger på Julius Posselts Vej i Nørresundby og har en ganske glimrende udsigt fra boblebadet på tagterrassen. <i>Foto: Thorkild Kristensen</i>

Jyllands dyreste lejlighed er blevet solgt. Den ligger på Julius Posselts Vej i Nørresundby og har en ganske glimrende udsigt fra boblebadet på tagterrassen. Foto: Thorkild Kristensen

NØRRESUNDBY:Hvis du har 20 millioner kroner, er til vild luksus og gerne vil bruge dine penge på det. Så er det bare ærgerligt. Så er du nemlig for sent ude. Nordjyllands vildeste - og dyreste - lejlighed er nemlig blevet solgt.

Det bekræfter ejendomsmægler Jette Gudiksen, indehaver af ejendomsmæglerfirmaet Thorkild Kristensen.

- Der blev skrevet købsaftale i ugen op til efterårsferien, og lejligheden er blevet solgt til udbudsprisen, fortæller Jette Gudiksen, der kalder lejligheden "den vildeste",  hun har solgt.

Og udbudsprisen, ja den var på 19.995.000 kroner.

Til den pris har køberen så også fået penthouselejligheden på toppen af det arkitekttegnede byggeri Horisonten i Nørresundby med 360 graders udsigt, boblebad på 21. etage, orangeri, egen elevator og en tagterrasse på intet mindre end 380 kvadratmeter tilhørende lejligheden, der i sig selv udgøres af 236 kvadratmeter fordelt på 5 værelser.

Udsigten er ganske overdådig med blandt andet udsyn til begge broer og Aalborgs havnefront <i>Foto: Thorkild Kristensen</i>

Udsigten er ganske overdådig med blandt andet udsyn til begge broer og Aalborgs havnefront Foto: Thorkild Kristensen

Med en salgspris på de lige knap 20 millioner kroner var lejligheden den dyreste ikke bare i Nordjylland, men i hele Jylland, da den blev sat til salg i september.

Så selv om der snakkes inflation og krise, så er der fortsat købere til de dyre villaer.

- Vi er ikke blåøjede. Der var en måneds tid efter udbruddet af krigen i Ukraine, hvor det stod lidt stille, og vi spurgte os selv, hvad sker der lige. Og markedet tordner  da ikke derudad, som før vi fik krig, stigende renter og høj inflation. Men der er stadig gang i handlerne, og der er jo dejligt, siger Jette Gudiksen, der kalder markedet i Nordjylland "rigtig fint".

Hun forklarer i den sammenhæng, at det nordjyske ejendomsmarked ikke har været så hårdt ramt af nedgang som for eksempel København.

- Men det hænger jo sammen med, at vi heroppe ikke helt har set de samme prisstigninger som på for eksempel Sjælland - eller i Aarhus for den sags skyld. Man kan stadig købe fornuftigt i Nordjylland. Vi har ikke haft de vilde prisstigninger som i København. Derfor er vi heller ikke så hårdt ramt som de andre steder - hverken på priserne eller i markedet generelt, forklarer Jette Gudiksen.

Det har taget forholdsvis kort tid at sælge lejligheden. Den blev udbudt til salg i september, så der er ikke gået meget mere end en måneds tid, før solgt-skiltet har kunnet sættes henover boligen på ejendomsmæglerens hjemmeside.

- Det er altid svært at vurdere tiden, det tager at sælge en liebhaverbolig af denne unikke slags. Nogle gange står køberen der bare, andre gange kan der gå lang tid. Her var køberen der nærmest med det samme, konstaterer ejendomsmægleren.

For køberen var det heldigt, at vedkommende handlede hurtigt, for ifølge Jette Gudiksen har der været flere henvendelser efter, at handlen faktisk var indgået. 

Det er - på grund af prisskiltet - ikke hver dag, der sælges lejligheder i den prisklasse, og udbuddet er naturligt nok heller ikke det store.

- Men vi har en enkelt lejlighed på havnefronten i Aalborg som er et skuffesalg. Her er prisen 12,5 millioner kroner, fortæller Jette Gudiksen. 

Jyllands dyreste lejlighed solgt

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.