Så film i soveværelset og glemte adventskransen: Nu er sommerhuset brændt
Beboer måtte køres på sygehuset til observation for røgforgiftning
Opdateret 23. maj 2022 kl. 14:53
HOU: Juleferien fik en brat ende for en mand, som tilbragte sin lørdag med at se film i et sommerhus på Dyremosen i Hou.
Lørdag kort før middag udbrød der brand i sommerhuset, oplyser indsatsleder Bent Pedersen, Nordjyllands Beredskab.
- Det var beboeren selv, der anmeldte branden. Han lå angiveligt i soveværelset og så film, da han på grund af lyd eller røg blev opmærksom på, at der var gået ild i stuen, siger indsatslederen.
Husets beboer fik indåndet røg, og han er derfor bragt til Aalborg Universitetshospital til observation for røgforgiftning.
- Huset er totalskadet og delvist brændt bort. Det er jo et lille træhus, og flammerne var gået gennem konstruktionen allerede, da vi nåede frem, siger indsatslederen.
Dermed var der ikke andet at gøre for brandfolkene end at pøse vand på og stå for efterslukningen.
Nordjyllands Politi skal efterfølgende undersøge brandtomten for at finde frem til årsagen, men allerede nu er der ifølge Bent Pedersen en mulig forklaring på branden, nemlig en tændt adventskrans.
Det får ham til igen at minde om, at man aldrig må lade levende lys ude af syne.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.