Er du klar til at gå på café? Her er de på vej med lempelser
Restauranterne skal ikke være bange for at købe godt ind af parasoller og varmeapparater til udeserveringen. Aalborg Kommune ændrer strategi

Penny Lane får sandsynligvis lov til at skabe endnu mere café-stemning på Boulevarden. Foto: Lasse Sand
En presset restaurationsbranche mødtes før påske med rådmanden for By- og Landskabsforvaltningen, Hans Henrik Henriksen. Det er ham, der står for at give tilladelser til cafeer og restauranter, der gerne vil bruge torve og pladser til udeservering.
Hidtil har man været temmelig striks og ikke ruttet med tilladelserne. Men på grund af restriktionerne er der kommet nye takter fra forvaltningen.
- Efter nedlukningen er vi presset allesammen, og vi vil gerne hjælpe cafeerne og restauranterne med at lave mere udeservering, hvor det er muligt. Med kravet om coronapas og strenge restriktioner, er vi nødt til at være meget fleksible, når vi skal give tilladelser til udeservering, siger Hans Henrik Henriksen.
Og blandt restauratørerne er det et tiltag, der er velkommen.

Thorsten Stevnhoved er klar til at investere kraftigt i udeservering. Foto: Torben Hansen
- Det er et rigtigt godt tiltag. Eller rettere sagt "det helt rigtige tiltag", siger Thorsten Stevnhoved, der har Café Vesterå.
- Vi prøvede det allerede sidste år med hurtig hjælp fra Kommunen, hvor vi med kæmpe succes inddrog fortovet og en lille del af vejen. Den kommende sæson kan for mange være make it or break it, så godt at kommunen løsner op og lytter til kreativiteten, lyder det fra café-ejeren.
I praksis betyder det, at kommunen er åben over for at give flere tilladelser til cafeerne og restauranterne, så de må bruge mere plads på byens torve og pladser, fortove og endda gader.
- Der er flere steder i Aalborg, man kan kalde skjulte perler, hvor man måske kan inddrage nogle parkeringspladser og i stedet have pop-up-boder eller udeservering. Et godt eksempel er at give tilladelse til at bruge noget af gaden Vesterå til de omkringliggende cafeer og restauranter. På den måde er der flere byrum rundt omkring i Aalborg, som man kan udnytte og på den måde give et storbysnit, siger Hans Henrik Henriksen.

By- og Landskabsrådmand Hans Henrik Henriksen opfordrer restauranter og cafeer til at søge om at udvide deres udeservering. Han lover, at forvaltningen er meget fleksible og hurtige til at behandle ansøgningerne. Arkivfoto: Jesper Thomasen Jesper Thomasen
Thorsten Stevnhoved forudser, at det med de nuværende restriktioner vil give cafeen op til 50 ekstra pladser.
- Og hvis vi går en varm sommer i møde, vil det i den grad give et kæmpe løft. Et løft ikke blot forretningsmæssigt, men et løft til hele miljøet i gaden og det udtryk, man vil opleve fra de mange restauranter og cafeer, siger han.
Alt dette kræver selvfølgelig tilladelser, før man sætter noget op. Og rådmanden lover, at ansøgningerne bliver behandlet hurtigt.
- Vi ønsker et konstruktivt samarbejde med restauranterne og har allerede opretter et beredskab, som hurtigt kan behandler ansøgninger, så restauranterne hurtigt kan få prøvet deres ideer, før de fører dem ud i livet, siger Hans Henrik Henriksen.

Der er masser af plads til udeservering i toppen af Vesterå her ved Café Vesterå, men selveste rådmanden for tildelingen af tilladelser. Foto: Torben Hansen
For mange af restauranterne kan det betyde, at man skal investere i nyt inventar, hvis man skal udvide sin udeservering. Det kan blive dyrt, hvis det kun er for en enkelt sæson, den fleksible udvidelse gælder for. Men sådan er det ikke, bedyrer rådmanden.
- Når de skal investere i nye borde, stole og parasoller, så skal der være et længere perspektiv i det. Derfor er vi også villige til at fastholde den udvidede udeservering både i år, næste år og de følgende år, siger han.
For cafe-ejeren er det bydende vigtigt, at tiltaget er langsigtet og ikke slutter samtidig med restriktionerne.
- Med en langsigtet plan for tiltaget, så er jeg klar på at investere i kraftige forbedringer af de nye områder, siger ejeren af Café Vesterå.
Han er dog ikke helt klar til at åbne førstkommende mulige åbningsdag.
- For at åbne den 21 april skal der nok ændres lidt på vejrudsigten, ligesom jeg savner en skarpere plan fra myndighederne om, hvor mange kvadratmeter, der skal være per gæst, og om der stadig er krav om tidligere lukketider, siger han.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.