Særlig fødestue til dødfødsler skal give lindring
En ny fødestue på Aalborg Universitetshospital skal give ro og lindring til forældre i sorg
Opdateret kl. 18:24
AALBORG: En fødestue indrettet til forældre, der skal føde et dødt barn eller foster, har netop set dagens lys, skriver Aalborg Universitetshospital i en pressemeddelelse.
- Vi håber på, at vi med den her særlige fødestue kan skabe nogle rammer, som både kan virke lindrende, men som samtidig også kan give plads til den ro, fordybelse og særlige omtanke, der er forbundet med fødsel af et dødt barn, siger chefjordemoder Sandra Bang-Schnack.
Stuen er indrettet med specialfremstillede designmøbler, særlig belysning og beroligende stemninger fra den lokale natur, som skifter i takt med døgnet. Derudover er der udviklet et religionsneutralt ritual, som familier har mulighed for at tilvælge efter fødslen.
Fødestuen er udviklet i samarbejde mellem præst, patienter, sundhedsprofessionelle og en kunstnergruppe med blandt andre skuespillere Thure Lindhardt og arkitekt Esben Bala Skouboe. Hospitalsudstyret er gemt af vejen i store skabe, mens projektor og højtalere skal sørge for at skabe den rette stemning.
- Fødegangen på Aalborg Universitetshospital håndterer hvert år omkring 100 senaborter og 10 dødfødsler. Senaborter er fødsler af døde fostre mellem uge 12-22 i graviditeten, mens dødfødsler er fødsler af døde børn efter uge 22 i graviditeten.
- Sansefødestuen er støttet med 280.000 kroner fra Region Nordjyllands Kultur- og Sundhedspulje og med 350.000 kroner fra Spar Nord Fonden. Desuden har Fritz Hansen og Skagerak doneret møbler til stuen.
Der er blandt andet hentet inspiration til indretningen hos forældre, der tidligere har oplevet dødfødsel.
- Et af parrene sagde, at deres blik søgte vinduet, da de var i sorg – ganske enkelt fordi det var noget andet end den hvide og kliniske fødestue. Derfor har vi med sansefødestuen forsøgt at bevæge os væk fra det hospitalsagtige, siger Sandra Bang-Schnack.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.