Sankthans kan være i fare
Vejret skal skifte for at brandfaren mindskes, lyder det fra beredskabet
Opdateret kl. 20:49
NORDJYLLAND: De holder øje med vejrudsigten for tiden hos Nordjyllands Beredskab.
Det tørre, varme vejr har nemlig givet ekstra travlhed. Faktisk har der i juni været dobbelt så mange brande som normalt.
Og med en sankthansaften, der stille men sikkert nærmer sig, skal beredskabet på sigt tage stilling til, om de store bål helt skal forbydes.
- Vi vurderer løbende situationen ud fra brandfare-indekset, vejrudsigten, og hvor mange udrykninger, vi kører til i naturen, forklarer Lars K. Bjørndal, der er beredskabschef hos Nordjyllands Beredskab.
Forbud kan komme i spil
Som myndighed på området har beredskabet mulighed for at indføre et afbrændingsforbud. I skrivende stund er det ikke indført i Nordjylland – alligevel råder beredskabschefen folk til at undgå al unødig brug af åben ild.
Og med omkring to uger til de traditionelle bålfester er det stadig for tidligt at sige, hvorvidt sådan et forbud kommer i spil.
Der er nemlig flere ting, der kan påvirke muligheden for stadig at holde en traditionel sankthansaften.
- Det væsentligste parameter er vejret, og hvorvidt det skifter. Derudover kigger vi også på, hvor mange hændelser vi har haft og vejret den pågældende dag.
Beredskabschefen forklarer, at der holdes et møde mellem beredskaberne på nationalt plan 19. juni om situationen op til sankthans. Han forventer, at det bliver ud fra det møde, at de kommer med en udmelding om sankthans i Nordjylland.
Et afbrændingsforbud kan dog komme med kort varsel.
- Da det er en løbende monitorering, kan vi ikke udelukke, at vi indfører det med kort varsel, men vi vil forsøge at være ude i så god tid som muligt, så alle har en mulighed for at tilpasse sig den nye situation.
Sankthansaften markeres 23. juni. På Beredskabsstyrelsens hjemmeside kan man følge med i, hvor stor risikoen er for brand i naturen.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.