Nu har Gravenshoved-eleverne fået deres undskyldning
Tirsdag fik Gravenshoved-eleverne en formel undskyldning fra borgmesteren

De tidligere elever fra Gravenshoved Kostskole fik tirsdag eftermiddag på det gamle rådhus, Aalborg Kommunes formelle undskyldning af borgmester Thomas Kastrup-Larsen. Og så fik tårerne frit løb. Foto: Torben Hansen
AALBORG:- Vi er kede af, at mange af jer ikke fik de oplevelser på Gravenshoved, som I skulle have haft, men i stedet fik minder, som ingen misunder jer.
Sådan lød det tirsdag eftermiddag på det gamle rådhus, da borgmester Thomas Kastrup-Larsen (S) gav en formel undskyldning til de tidligere elever på Gravenshoved Kostskole.
En undskyldning for de overgreb, der fandt sted på kommunens institution, og som flere af eleverne har stået frem og fortalt om siden efteråret 2021.
- Det krævede mod at stå frem, at stå sammen, at skrive jeres beretninger og at overbringe dem til os. Det er godt, at I gjorde det, sagde borgmesteren og fortsatte:
- Om det er 30 dage eller 30 år siden, er irrelevant. Børn skal have det godt. De skal lyttes til og anerkendes for dem, de er, og for det de kan. Det blev I ikke.
Gravenshoved Kostskole
- Gravenshoved Kostskole var en såkaldt observationsskole, der blev oprettet af Aalborg Kommune i 1964. Skolen lå øst for Christiansfeld i Sønderjylland.
- Skolen havde plads til 24 elever og tog sig af det, man dengang kaldte adfærdsvanskelige børn, der ikke passede ind i det almindelige skolesystem. Det kunne være børn med indlæringsproblemer eller med sociale problemstillinger.
- Fra 1970’erne og frem blev skolen drevet i et samarbejde mellem Aalborg Kommune og Nordjyllands Amt.
- I forbindelse med besparelser vælger Nordjyllands Amt i 1990, at de ikke længere vil betale for driften af Gravenshoved Kostskole. Kommunen, der ejede bygningerne, forsøgte uden held at søge dispensation til at drive skolen videre.
- Både de kommunale politikere og flere forældre var imod beslutningen om at lukke skolen.
- Gravenshoved Kostskole lukkede i starten af 1990'erne.
- I 2021 stod en række tidligere elever frem med anklager om fysiske og psykiske overgreb. De fleste fra midt-80'erne og frem til skolens lukning.
Politi og advokatundersøgelse
Gravenshoved-sagen startede i efteråret 2021, da 31 tidligere elever i en klage til Aalborg Kommune, berettede om fysiske, psykiske og seksuelle overgreb begået på Gravenshoved Kostskole, der kørte frem til starten af 1990’erne.
Siden den første klage har en række andre tidligere elever også fortalt om de samme oplevelser, og i dag er der omkring 100 tidligere elever, der har klaget til Aalborg Kommune over den behandling, de fik på skolen.
Kommunen meldte kort efter sagen til politiet og igangsatte en advokatundersøgelse, der siden er nået frem til, at elevernes beretninger er ”generelt troværdige”.
Borgmester giver undskyldning til Gravenshoved-elever
Derfor besluttede et samlet byråd, at de tidligere elever skulle have en formel undskyldning. Den har de fået nu.
- For de oplevelser, mange af jer ikke skulle have haft på Gravenshoved Kostskole, skal jeg på Aalborg Kommunes vegne levere et uforbeholdent: Undskyld.
Forløsning
En af de tidligere elever, der var mødt op for at modtage undskyldningen, er Mie Hertzberg. Hun er også talsmand for flere af de tidligere elever.
- Vi er rørte. Undskyldningen er selvfølgelig ikke fra de rigtige mennesker, men det betyder noget alligevel. Så det er en form for forløsning, men lige nu er jeg bare meget rørt.

Mie Hertzberg blev sendt til Gravenshoved Kostskole i november 1991. Foto: Torben Hansen
Kim Lykke Pedersen, der selv gik på Gravenshoved Kostskole i fem år, fra 1987 til 1992, var også mødt op til dagens undskyldning.
- Det er nok det, man har gået og ventet på i rigtig mange år. Jeg tror først, det lige skal sive ind, for vi var mange mennesker deroppe, men det er en lettelse. Nu håber jeg, min egen familie også tror på mig. Det betyder meget for mig.

Kim Lykke Pedersen er en af de elever, der har gået længst tid på Gravenshoved Kostskole. Med kommunens undskyldning håber han, at hans egen familie nu også tror på hans fortælling om overgreb på skolen. Foto: Torben Hansen
Sagen fortsætter
Sagen om Gravenshoved Kostskole slutter dog ikke med undskyldningen fra borgmesteren.
Kommunen har igangsat en undersøgelse af, hvorvidt den kan give de tidligere elever en erstatning eller godtgørelse, uden eleverne behøver hive kommunen i retten.
Den vurdering skal Kammeradvokaten lave, og samme firma skal efterfølgende repræsentere kommunen i sagen. Rådmanden forventer, det er et spørgsmål om måneder, før den vurdering ligger klar.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.