Seks personer anholdt efter opgør: Skud var fra signalpistol
Politiet vil forsøge at få varetægtsfængslet alle seks anholdte efter onsdagens episode i Aalborgs centrum
Opdateret 22. juli 2021 kl. 05:37
AALBORG: Nordjyllands Politi afkræfter nu, at der er blevet skudt med skarpt i forbindelse med en episode onsdag eftermiddag i Aalborg, hvor man rykkende meget massivt ud i Aalborg centrum. Der blev hørt skud eller brag i området i forbindelse med aktionen, men der er tale om skud med en signalpistol, siger politikommissær Torben Larsen fra Nordjyllands Politi, der har stået i spidsen for onsdagens indsats.
- Vidner opfordres fortsat til at ringe 114. Der er tale om et internt opgør i kriminelle kredse, så almindelige borgere har ikke noget at være bekymret for, siger Torben Larsen.
Politiet rykkede som sagt talstærkt ud, inklusive Nordjyllands Politiets egen indsatspatrulje, og dele af Aalborgs centrum har også været spærret af i perioder.
I alt seks mand anholdt
- Vi har som en del af vores omfattende efterforskning været på flere adresser i og omkring Aalborg i løbet af i eftermiddag og her til aften – og det har ført til, at vi nu har anholdt i alt seks, som vi mener har tilknytning til episoden i Aalborg, siger Torben Larsen.
Der er tale om seks mænd i alderen 17 – 29 år, som alle er bosiddende i lokalområdet og har tilknytning til kriminelle grupperinger i Aalborg.
Efterforskerne er nået til den konklusion, at en person formentlig er forsøgt kørt ned omkring Boulevarden i Aalborg - hvorefter der blev kastet med sten mod den bil, der forsøgte at påkøre pågældende. Den bil, der var let genkendelig med en knust siderude, blev umiddelbart efter stoppet på Vesterbro, hvor tre personer blev anholdt.
Det var på det tidspunkt, at både betjentene og andre vidner hørte en række knald - der har været omtalt fire-fem - der blev efterforsket som skarpe skud, men politiet er efter dagens efterforskning nået frem til, at der har været tale om skud fra en signalpistol. Man har også fundet en signalpistol i forbindelse med efterforskningen.
Hjælp fra vidner
Politiets videre efterforskningsskridt og information fra årvågne vidner pegede politiet i retning af flere mistænkte personer, og en fjerde person blev anholdt på en nærliggende adresse, mens yderligere to personer blev anholdt senere.
- Vores efterforskning handler lige nu om at fastlægge hele hændelsesforløbet med henblik på at drage de implicerede parter strafferetligt til ansvar for deres handlinger. Det er vores opfattelse, at der er tale om et internt opgør mellem kriminelle netværk i Aalborg – og den slags opgør i det offentlige rum er selvfølgelig helt og aldeles uacceptabelt, siger Torben Larsen,.
Grundlovsforhør torsdag
Politiets jurister fra Anklagemyndigheden skal vurdere sagens hidtidige efterforskningsskridt med henblik på fremstilling i et grundlovsforhør i Retten i Aalborg torsdag, Blandt andet skal man tage stilling til, hvilke paragraffer i Straffeloven, der skal bringes i spil.
- Det kræver en omfattende efterforskning for at få det grundlag på plads. Men vi arbejder på at kunne sigte de anholdte for blandt andet grov vold, hensynsløs kørsel og trusler samt våbenbesiddelse og få dem varetægtsfængslet i grundlovsforhøret, oplyser Torben Larsen.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.