Ny anholdelse i konflikt: Sigtet for overfald på åben gade

Endnu en ung mand er blevet varetægtsfængslet i forbindelse med den verserende konflikt i det kriminelle miljø

Arkivfoto Jan Pedersen

Arkivfoto Jan Pedersen

Opdateret kl. 14.52 med resultatet af grundlovsforhøret

AALBORG:Fredag blev endnu en ung mand anholdt og varetægtsfængslet i forbindelse med den verserende konflikt i det kriminelle miljø i Aalborg.

Den 22-årig mand blev fængslet i fire uger, sigtet for grov vold, da han - efter politiets opfattelse -sammen med to andre overfaldt en 19-årig mand på åben gade i Aalborg for to uger siden.

Det oplyser politikommissær Kenneth Rodam, Nordjyllands Politi.

- Det er vores opfattelse, at ofret og den formodede gerningsmand begge har relationer til den verserende konflikt, siger politikommissæren.

Han ønsker dog ikke at komme yderligere ind på de nærmere omstændigheder omkring tilhørsforholdene, da grundlovsforhøret blev holdt for lukkede døre, fordi politiet leder efter to andre formodede gerningsmænd.

Overfaldet, som altså er endnu et sammenstød i konflikten mellem to grupperinger med udspring i området omkring Grønlands Torv, skete 21. maj omkring klokken 18 på Aarestrupvej i Aalborg.

Her så vidner tre mænd overfalde den 22-årig med slag og spark, og en af overfaldsmændene slog offeret med et baseballbat.

Offeret ønskede dog ikke at tale med politiet bagefter, fortæller Kenneth Rodam.

Konflikten mellem grupperingerne er eskaleret siden marts, hvor en 22-årig mand blev ramt af skud på Hadsundvej.

Især inden for de seneste uger har konflikten været højspændt. Udover overfaldet på Aarestrupvej, blev en mand sidste fredag stukket ned på Thulevej, og dagen efter blev en taxichauffør overfaldet med køller og knive på Sohngårdsholmsvej.

I mandags rykkede politiet talstærkt ud til Grønlands Torv, hvor fire personer blev anholdt med knive på sig, og torsdag eftermiddag var der ballade i Reberbansgade, hvor politiet endte med at spærre gaden af.

Her fandt politiet et afskudt hylster, der havde været brugt til løst krudt - formentlig for en gaspistol.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.