Skjult kamera: Anarki i bytrafikken, og bilister giver kommunen skylden

Rådmand lægger sig fladt ned: - Vi skal lære af det her

Utroligt mange bilister synes at have et ærinde til Vingårdsgade 13 og 15, der blandt andet rummer Vinspecialisten og en frisørsalon. <i>Foto: Martél Andersen</i>

Utroligt mange bilister synes at have et ærinde til Vingårdsgade 13 og 15, der blandt andet rummer Vinspecialisten og en frisørsalon. Foto: Martél Andersen

AALBORG:Bilisters respekt for færdselsskiltene i Aalborg midtby kan ligge på spidsen af en vinduesvisker, og med god grund, mener mange.

Nordjyskes fotograf har diskret filmet i Vingårdsgade, hvor der er gennemkørsel forbudt for alle andre end taxier og busser i rute. Herunder kan du se, hvor mange bilister, der overholdt forbuddet i løbet af få minutter:

For nylig filmede fotografen i krydset Danmarksgade/Jernbanegade, hvor det kneb gevaldigt med at overholde højresvingsforbuddet. Den historie kan du læse her, og videoen er herunder:

Artiklen om højresvingsforbuddet i Danmarksgade fik 313 kommentarer på Nordjyskes Facebook-side, og mange mener, at det hele er Aalborg Kommunes skyld, når bilisterne ikke respekterer skiltene.

Midtby er bilfjendtlig

- Her er ikke tale om ulovligheder, men om nødret! Trafikplanlægning og gravearbejde i Aalborg midtby er en skandale og hån mod landsdelens brugere, skrev Finn Bak på Nordjyskes Facebookside, og Lene Normann Falk kommenterede:

- Civil ulydighed er, hvad man får, når magthaverne gør midtbyen total bilfjendtlig.

- Aalborg midtby er blevet et helvede at komme ind til... Man kommer på en kæmpe omvej, som er med til at gøre trafikken endnu værre, det er sgu en ommer, mener Jonas Safai.

Flere påpeger, at store omveje næppe gør noget godt for klima og miljø, mens andre mener, at cyklisterne mange steder i midtbytrafikken lever livet særdeles farligt.

 Skal man tro kommentarerne til artiklen om Danmarksgade, ignorerer bilister også rask væk diverse forbud omkring Boulevarden, Nytorv og Havnefronten.

- Det kunne vi have gjort bedre

By- og landskabsrådmand Jan Thaysen (V) medgiver, at midtbytrafikken ikke fungerer optimalt.

-  Det kunne godt have været bedre, det er jo fuldstændig rigtig. Selvfølgelig lægger jeg mig fladt ned, siger Jan Thaysen om kritikken af de aktuelle trafikforhold i midtbyen.

- Jeg har også selv lavet den dér U-vending ved Prinsensgade, mens den har været lukket, for at komme til køre ad Jernbanegade fra Danmarksgade. Jeg tror ikke, det er særlig sikkert. Vi skulle selvfølgelig have haft en sort sæk henover skiltene med højresvingsforbud i Danmarksgade og venstresvingsforbud i Jernbanegade, siger Jan Thaysen.

- En anden ting er, at vi skal sørge for at justere tidsintervallerne i signalanlæg i perioder med ekstra pres på, tilføjer han.

Jan Nymark Thaysen (V). <i>Foto: Martin Damgård</i>

Jan Nymark Thaysen (V). Foto: Martin Damgård

Det skal være nemmere at følge reglerne

- Det er jo ikke fordi, folk vil bryde loven - eller fordi vi skal lokke vores borgere ud i ulovligheder. Alt det vi laver, gør vi jo for at forbedre forholdene, ikke for at genere nogen. Men vi skal lære af det her, og sørge for at få de sidste detaljer på plads, når går i gang med større vejarbejder, så vi hjælper med at lede trafikken de rigtige steder hen, lover Jan Thaysen.

Trafikanterne i Aalborg har ikke set de sidste vejarbejder endnu, det er helt givet.

- Det er en dynamisk by med en voldsom udvikling på mange fronter. Vi skal øve os i at favne alle de forandringer. Selvfølgelig skal folk overholde reglerne, selv om de ikke giver mening. Men vi skal gøre det nemt at overholde reglerne.

- Politiet skal lige ind over, før vi ændrer skiltningen, og de har nok at se til, så vi skal i gang tidligere. Vi skal være på forkant med situationerne, så vi laver færrest mulige gener for borgerne, pointerer rådmanden.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.