Skjulte sig for politiet i flere måneder: Nu er formodet røver fængslet
En 24-årig mand blev fredag varetægtsfængslet for et røveri i Jomfru Ane Parken sidste år
AALBORG: En 24-årig mand blev fredag varetægtsfængslet efter at have holdt sig skjult for politiet i flere måneder i en sag om gaderøveri i Jomfru Ane Parken.
Det oplyser anklager Stine Eriksen.
Sagen er helt tilbage fra august sidste år, hvor en ung mand i 20'erne blev udsat for røveri i parken. Her havde to mænd stjålet mandens telefon i et slags tricktyveri, og da den unge mand konfronterede tyvene, trak en af dem en kniv, og holdt den ind mod offerets mave, mens han truede ham.
Dermed udviklede tyveriet sig til røveri. Politiet kom hurtigt på sporet af to mistænkte, da de fik et dna-hit fra en flaske, som de mistænkte havde drukket af.
I oktober blev en 26-årig mand så sigtet og varetægtsfængslet i sagen, men den 24-årig var forsvundet.
I to omgange efterlyste politiet den 24-årige i offentligheden - først i december og siden i januar. Det gav dog ingen henvendelser, og sporet af den 24-årig var koldt.
Men 11. marts blev den efterlyste så fundet af politiet ved en tilfældighed. Han befandt på en adresse i Aarhus, hvor politiet var til stede i forbindelse med nogle helt andre politiforretninger, fortæller Stine Eriksen.
Den 24-årig er nu blevet varetægtsfængslet, men sagen er allerede så langt, at han også er blevet tiltalt og skal for retten i april.
Her skal den 26-årig nu vidne mod ham. For mens den 24-årige var på flugt, så har den 26-årige allerede været i retten, og her blev han frifundet for røveriet. Han bliver derfor vidne i sagen i stedet.
Stine Eriksen fortæller, at det er anklagemyndighedens opfattelse, at det var den 24-årige der trak kniven under røveriet.
Den 24-årige nægter sig skyldig og ønskede ikke at udtale sig under grundlovsforhøret.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.