Aalborg zoo

Slange forsvandt fra Aalborg Zoo - nu er den fundet igen

Nordjyllands Politi oplyser, at slangen blev fundet i en have

Slangen forsvandt fra sit terrarie i Aalborg Zoo
Slangen forsvandt fra sit terrarie i Aalborg Zoo Foto: Nordjyllands Politi

Opdateret 02. juli 2022 kl. 22:45

Opdateret med oplysninger om fundet af slangen.

AALBORG: Efter en uge på fri fod, blev en slange fra Aalborg Zoo lørdag sidst på eftermiddagen fundet i god behold i en have på Mølleparkvej. Den er nu tilbage i sit eget bur igen, oplyser Nordjyllands Politi.

Det var sidste lørdag, at personale i Aalborg Zoo opdagede, at en 120 centimeter lang slange på tykkelse med en tommeltot var forsvundet fra sit terrarie.

Der var tale om en såkaldt Sinaloa, som er en kongesnog, der stammer fra Mexico.

Det er Nordjyllands Politi, som på vegne af Aalborg Zoo efterlyste slangen på Twitter.

- Den er ganske ufarlig - dog ikke overfor mus, som den spiser, oplyser ordensmagten i opslaget, hvor folk opfordres til at ringe 114 eller kontakte Zoo, hvis de ser den farvestrålende flygtning.

- Den kan godt være kravlet ud i en have langs med Zoo, sagde vagtchef Karsten Højrup Kristensen da til Nordjyske.

Ifølge driftschef Søren Møller Abildgaard fra Aalborg Zoo er det et mysterium, hvordan Sinaloa-snogen er undsluppet.

Han mener, det kan være sket i forbindelse med et besøg i havens skoletjeneste, hvor det ikke er usædvanligt, at de modigste af gæsterne får lov at røre ved krybdyrene.

- Og så er terrariet måske ikke blevet helt lukket igen. Der skal ikke en ret stor sprække til, før sådan en kan slippe afsted, siger Søren Møller Abildgaard.

Det er ikke længe siden, at en afrikansk hammerhovedhejre forsvandt fra Aalborg Zoo. Den er fortsat ikke dukket op, selv om det ikke er skortet på henvendelser.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Læs også

Gå til relaterede emner

Forsiden