Nordjyske mener

Er Zoo-sagen lukket? Ikke for skatteborgerne

Mette Rask Bentzen er redaktionschef hos Det Nordjyske Mediehus.
Mette Rask Bentzen er redaktionschef hos Det Nordjyske Mediehus. Foto: Martél Andersen

Aalborg Zoo betragter sagen som afsluttet.

Den tidligere direktør og den tidligere bestyrelsesformand har betalt de penge tilbage, som Zoo mente, de skyldte, efter en ekstern undersøgelse af økonomien. Dermed undgår alle parter en retssag.

For Zoo er det et punktum.

For offentligheden er det nok mere et komma.

Sagen begyndte med fyringen af den daværende direktør og udviklede sig siden til en ekstern undersøgelse af Aalborg Zoos økonomi. 

Undersøgelsen viste blandt andet, at direktøren og den daværende bestyrelsesformand havde fået betalt dele af udlandsrejser, som lå ud over det faglige formål. Rejser var blev forlænget, og zoo betalte fortsat udgifter under opholdet. Det har nu ført til, at de to tidligere topfolk har tilbagebetalt over 100.000 kroner til Aalborg Zoo.

Tilbagebetalingen ændrer noget helt afgørende ved sagen. 

Den viser, at den eksterne undersøgelse fandt mere end bare små uenigheder om fortolkningen af interne regler. Den førte til et tilbagebetalingskrav på over 100.000 kroner, som de to tidligere topfolk altså nu har valgt at acceptere.

Og med det bliver et afgørende spørgsmål endnu mere presserende: 

Hvordan fører vi tilsyn med de mange skattekroner, der hvert år bliver sendt ud til selvejende institutioner?

Aalborg Zoo modtager omkring 20 millioner kroner om året fra Aalborg Kommune. 

20 millioner kroner. 

Dertil kommer statslige tilskud. 

Samtidig er Zoo organiseret som en selvejende institution med en bestyrelse, der har ansvaret for økonomien. Det er som udgangspunkt en god konstruktion, for selvejende institutioner skal have frihed til at træffe deres egne beslutninger uden at blive detailstyret fra rådhuset.

Men frihed er ikke det samme som fravær af kontrol.

Tværtimod.

Det er mildt sagt opsigtsvækkende, at der tilsyneladende udviklede sig en praksis, hvor Aalborg Zoo fortsatte med at betale kost og andre udgifter under forlængelse af rejser, selv om det officielle program var slut. 

Ingen satte en stopper for det, ingen greb ind. Og først flere år senere blev regningen sendt tilbage til dem, der nød godt af ordningen.

Det er et meget tydeligt eksempel på, hvorfor kontrol er en nødvendig del af god ledelse af offentligt forbrug. For hvis ingen opdager eller reagerer på den slags dispositioner, fungerer tilsynet ganske enkelt ikke.

Den nuværende bestyrelse fortjener anerkendelse for den måde, den har håndteret sagen på. Den satte en ekstern undersøgelse i gang, strammede reglerne og rejste et tilbagebetalingskrav mod sine egne forgængere. 

Et ansvar, man må forvente af en bestyrelse, når der opstår tvivl om forvaltningen af institutionens midler.

I det lys bliver Aalborg Kommunes passivitet endnu sværere at forstå.

Kommunen har mulighed for at kræve den eksterne undersøgelse og de bagvedliggende dokumenter udleveret. Alligevel har man hidtil valgt ikke at gøre det med henvisning til, at man ikke ønsker at "kommunalisere" Zoo.

Tilbagebetalingen betyder ikke nødvendigvis, at der er begået noget strafbart. Men den dokumenterer, at der var dispositioner, som den nuværende bestyrelse fandt så problematiske, at de skulle rettes op økonomisk.

Det burde være rigeligt til, at kommunen interesserer sig for sagen.

Nu er det Aalborg Kommunes tur til at vise, at kontrollen med offentlige tilskud ikke slutter ved den årlige bevilling.

Den burde slutte med ansvar for, at millioner af skattekroner bliver forvaltet ordentligt. Også når de ligger uden for rådhusets mure.

Mette Rask Bentzen er redaktionschef for Samfund

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Læs også

Forsiden