Slanger i livsfare - Peter forsøger at redde dem
Makabert fund i Vester Hassing
Slangetæmmer Peter Løve Mark fra Aars rykkede torsdag formiddag ud til et hus ved Vester Hassing, hvor Nordjyllands Politi og andre myndigheder onsdag aften fandt op mod 80 slanger af arten kongepyton i meget dårlig tilstand.
Flere af slangerne var allerede døde, andre må aflives, men måske kan nogle af slangerne reddes.
Det var en nabo, der onsdag aften alarmerede politiet om den meget usædvanlige dyreværnssag.
- Det er en større sag. Derfor har vi også aktiveret dyrevelfærdssektionen, oplyste vagtchef Christian Tilsted fra Nordjyllands Politi onsdag aften til Nordjyske.
- Nogle slanger er døde, mens nogle skal aflives. Dertil er der fundet mange døde foderdyr som mus og rotter. Og det bliver der også sager ud af, tilføjede han.
Politiet havde tilkaldt slangetæmmer Peter Løve Mark, der torsdag formiddag gik i gang med at bære de mange slanger ud fra huset. Pytonslanger, der ser ud til at have manglet både vand og mad i længere tid.
Slangerne kan godt klare sig i lang tid uden mad, men ikke uden vand. Derfor er en del af dem døde, og andre er i meget dårlig tilstand.
De slanger, der ikke skal aflives, kommer nu hjem til slangetæmmeren, som forsøger at redde dem. Hvad der så skal ske med de overlevende slanger bagefter, er endnu uvist.
Chokeret nabo
Det var nabo Zenja Madsen, der anmeldte sagen til politiet, efter hun havde gjort et makabert fund.
- Vi bor på gården ved siden af, og jeg var forbi ved 14-tiden og synes, der lugtede af død. Beboerne er flyttet for halvanden måneds tid siden, så jeg gik ind og kiggede, fortalte Zenja Madsen onsdag til Nordjyske.
- Jeg så mindst 50 kasser med slanger, og ingen af dem havde vand. Da jeg åbnede flere af kasserne og kiggede, fandt jeg flere døde slanger.
- Dyremishandling
Hun kontaktede dyreværnet, som stillede om til politiet, og derefter rykkede politi og andre myndigheder ud til stedet. For nogle af slangerne kom hjælpen for sent.
- Der er mange slanger i dårligt forfald, og de har længe stået upasset. Vi taler dyremishandling på højt plan, lyder det fra naboen Zenja Madsen.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.