Spar Nord vil trække kendt eks-milliardær i Højesteret: Lever i luksus i udlandet

Den nordjyske bank forsøger at få erklæret Peter Halvorsen konkurs, så man kan få 15 millioner kroner tilbage

Spar Nord-hovedsæde Aalborg <i>Foto: Spar Nord</i>

Spar Nord-hovedsæde Aalborg Foto: Spar Nord

NORDJYLLAND:Den nordjyske bank Spar Nord har 15 millioner kroner i klemme hos den tidligere milliardær Peter Halvorsen, og nu går banken helt til Højesteret for at få pengene tilbage.

Det skriver erhvervsmediet Finans.

I sommer blev Peter Halvorsen ellers erklæret konkurs ved Retten i Helsingør, men i september lykkedes det den tidligere rigmand få ændret afgørelsen i landsretten.

Ifølge landsretten kunne den tidligere Essex-chef slet ikke erklæres konkurs i Danmark, fordi hans tilknytning i dag er centreret om et lejet hus uden for London.

Dermed måtte Spar Nord i første omgang opgive at få fat i de 15 millioner kroner, som man har lånt Halvorsen i hans velmagtsdage.

Husleje til mere end 60.000 kroner

Men nu har Spar Nord forsøgt at få Højesteret til at tage konkurssagen op. Det fremgår af en aktindsigt, som Finans har fået hos Procesbevillingsnævnet, der afgør, om en sag kan få lov til at blive afprøvet ved Højesteret.

Det er ifølge Finans et uanmeldt besøg fra Spar Nords advokat, der har fået banken til at forsøge at få pengene hjem. 

På besøget i Peter Halvorsens bolig i England bed advokaten således mærke i et ekstravagant privatforbrug.

Uden for huset holdt Halvorsens private Mercedes GLC 350 CDI på schweiziske plader. Og ifølge advokatens konkursredegørelse boede Halvorsen i en »efter danske forhold særdeles eksklusiv lejebolig« med en husleje på mere end 60.000 kroner samt månedlige udgifter til sønnens skolegang på omkring 20.000 kroner.

Ifølge finans er der ikke sat dato på, hvornår sagen bliver behandlet af Procesbevillingsnævnet.

Hos Spar Nord har man ingen kommentarer til sagen.

»Vi kommenterer ikke på konkrete kundeforhold, men jeg kan oplyse, at vi naturligvis altid gør, hvad vi kan for at få vores tilgodehavender tilbagebetalt. Det gælder også i de tilfælde, hvor kunderne har valgt at forlade landet,« skriver kommunikationschef Neel E. Rosenberg i en mail til Finans.

Blandt landets rigeste

Overfor Finans afviser Peter Halvorsen, at fokus på hans udgifter er irrelevante.

- Med hensyn til min personlige situation er jeg ikke konkurs og kan for eksempel købe en bil eller bruge penge på en ferie og betale husleje. Desuden har vi fuld tillid til landsretten, som vi er enige med, lyder det i en skriftlig kommentar fra Peter Halvorsen til erhvervsmediet.

Inden finanskrisen var Peter Halvorsen en af Danmarks rigeste erhvervspersoner. Han ejede ejendomsselskabet Essex, der var storsponsor i fodboldklubben FC Randers og havde sit eget Le Mans-hold. Halvorsen havde privatchauffør og en Mercedes McLaren SRL til 11 millioner kroner samt boede på en landets dyreste adresser nord for København med grund ud til Øresund.

Lykkes det banken at få erklæret Peter Halvorsen konkurs, bliver en kurator sat til at gøre hans økonomi op og sælge alle aktiver, så kreditorerne kan få deres tilgodehavender - eller dele af den - retur.

Uden en konkursbegæring er det op til kreditorerne selv at få Peter Halvorsen til at betale.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.