Støttekroner fra private vælter ind til Aalborg Zoo: - Vi er dybt taknemmelige
På kun én dag har Aalborg Zoo fået kæmpe beløb i støtte fra borgere
Opdateret 23. maj 2022 kl. 12:20
AALBORG: Aalborg Zoo er presset økonomisk på grund af coronakrisen, fordi de endnu ikke må genåbne.
En opfordring til private om donationer har i dén grad givet resultat og viser, at mange savner at kunne besøge den zoologiske have i Aalborg - og gerne vil støtte økonomisk.
- Alene i dag, søndag, har vi sammenlagt fået 400.000 kr. i støtte fra omkring 7.000 personer. Det er helt fantastisk, og jeg er dybt taknemmelig, siger direktør Henrik Johansen fra Aalborg Zoo.
Både Aalborg Zoo selv og private borgere har via Facebook opfordret til at støtte via MobilePay, og den opfordring har altså hjulpet.
Støttebeløbene svinger fra 20 kr. helt op til 1000 kr. pr. bidragsyder.
- Vi er taknemmelige, uanset hvad folk donerer. Vi havde ikke troet, at der ville komme så mange penge ind, siger zoo-direktøren.
Han påpeger, at Aalborg Zoo fortsat er i en meget uafklaret situation, fordi man ikke bare kan sende medarbejdere hjem og håbe på at få statslige støtte i den anledning.
- Der er mange usikre faktorer for os, og vi er en en særlig svær situation. Vi er nødt til at have folk på arbejde for at passe vores dyr. Der skal købes foder til dyrene, og der skal bruges el til opvarmning og pumper, forklarer Henrik Johansen.
En af dem, som via Facebook har opfordret folk til at støtte Aalborg Zoo via MobilePay, er pensionist Mariann Ellekilde fra Aalborg.
- Aalborg Zoo står mit hjerte nært. Jeg har fulgt isbjørneungerne hver dag, og når jeg går tur med hundene, kommer vi altid forbi zoo, fortæller hun.
- Jeg gør, hvad jeg kan, for at støtte dem, siger Mariann Ellekilde, der har købt årskort i mange år og nu har doneret 100 kr. via MobilePay. Og opfordret andre til at gøre det samme.
Sent søndag eftermiddag var der via MobilePay kommet 400.000 kr. ind til Aalborg Zoo alene denne dag. Dertil kommer, at der søndag er blevet solgt gavekort for 100.000 kr. via Aalborg Zoo's webshop, oplyser en overvældet zoo-direktør.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.