Stor bydel ramt af alvorligt problem: Hvor pokker skal man stille bilen?

Bydel skal ikke regne med, der kommer en erstatning for nedlagt kantstens-parkering

I rabatterne, hvor der i dag er træer og græs, var der tidligere kantstensparkering til bydelens handlende og beboere. <i>Foto: Torben Hansen</i>

I rabatterne, hvor der i dag er træer og græs, var der tidligere kantstensparkering til bydelens handlende og beboere. Foto: Torben Hansen

AALBORG:Beboerne langs Kastetvej i Aalborgs Vestby skal ikke regne med, der kommer nogen umiddelbar erstatning for de mange kantstens-parkeringspladser, der er blevet nedlagt for at give plads til den nye Plusbus-bane. 

Ifølge Vibeke Gamst (K) har der ellers været løfter fremme om, at der skulle laves skråparkering i nogle af de sidegader, der nu er helt eller delvist lukket.

Men det mener by- og landskabsrådmand Jan Nymark Thaysen (V) ikke er rigtigt.

Han er dog med på, at bydelen er udfordret af mangel på p-pladser, men det bliver noget af det, kommunen kommer til at se på i forbindelse med den udviklingsplan for Vestbyen, der i øjeblikket er til fordebat.

- Vi er på vej med en helt ny parkeringspolitik for Vestbyen, og derfor var det også oppe at vende ved det møde om udviklingsplanen, der blev holdt i  i Haraldslund for nylig. Og her var der jo nogen, som syntes, der var rigeligt parkering, og mange som syntes, at der var alt for få pladser, fortæller han.

Rådmand Jan Nymark Thaysen (V) kan ikke love, at der kommer nogen hurtig løsning på parkeringsproblemet i Vestbyen. <i>Arkivfoto: Martin Damgård</i>

Rådmand Jan Nymark Thaysen (V) kan ikke love, at der kommer nogen hurtig løsning på parkeringsproblemet i Vestbyen. Arkivfoto: Martin Damgård

Forslag til nyt p-hus

Ifølge Thaysen er debatten indtil nu ofte strandet på modstanden mod et nyt p-hus på  Fjordmarken.

Derfor var der ved mødet også forslag fremme om et alternativ ved Haraldslund eller ude ved Plusbussens endestation i Mølholm.

Og bliver førstnævnte en realitet, er han med på, at ensretningen på Kastetvej godt kan gå hen og blive et problem.

- Nu har jeg jo selv været derude for nylig, og holder man på pladsen ved Haraldslund, må man kun køre til venstre, når man skal ud igen.  Så skal der være et  p-hus, hvor der kommer endnu flere biler end i dag, kan det godt være, at det er noget af det, vi skal overveje igen, forklarer han.

I forhold til den øvrige kritik af forholdene på Kastetvej, opfordrer rådmanden dog til, at man væbner sig med tålmodighed og ser tiden an. 

- Plusbussen er jo slet ikke begyndt at køre endnu, og derfor synes jeg også, det er lidt tidligt at komme med forslag til ændringer. Indretningen bygger jo på en række modeller, men passer de ikke til Aalborg, kan det godt være, at det er noget, vi skal have kigget på, tilføjer han.

Bydelens handlende og erhvervsdrivende er meget kede af de manglende p-pladser <i>Arkivfoto: Lars Pauli</i>

Bydelens handlende og erhvervsdrivende er meget kede af de manglende p-pladser Arkivfoto: Lars Pauli

Flere pladser skal sløjfes

Det er ikke kun den ny Plusbane, der er gået ud over antallet af parkeringspladser i Vestbyen.

Etableringen af molokker har også slugt et stort antal pladser, og gennemføres de planer, der nu er sendt til fordebat, forsvinder der i fremtiden endnu flere, fordi kommunen vil plante træer og grønt i stedet for af hensyn til klimaet. Og det er også derfor man nu snakker om p-huse i stedet for kantstens-parkering.

- Vi plejer jo at sige, at er er parkeringsmuligheder nok i Vestbyen, men der er måske lidt langt at gå, og derfor kan det også godt være, at vi skal ind og se på, om der skal være en max-afstand, ligesom vi i dag har det til det nærmeste busstoppested, hvis det skal være realistisk, siger Jan Nymark Thaysen.

Molokker- som disse på Olfert Fischers Gade - har også betydet, at mange parkeringspladser er blevet nedlagt <i>Arkivfoto: Henrik Bo</i>

Molokker- som disse på Olfert Fischers Gade - har også betydet, at mange parkeringspladser er blevet nedlagt Arkivfoto: Henrik Bo

Sværere at undvære bil

Ifølge rådmanden er bilejerskabet i Vestbyen lavere end i mange andre bydele, men derfor er han alligevel med på, at der er en udfordring der skal løses - ikke mindst af hensyn til børnefamilier og andre, der fortsat har brug for en bil.

- Det kan godt være, at bilejerskabet er lavt - men ligesom mange andre steder er det også stigende i Vestbyen. Og regionalt ser vi jo ind i et kollektivt rutenet, der bliver mere og mere begrænset, så det bliver sværere at undvære en bil, og det bliver vi også nødt til at tage hensyn til, påpeger han. 

- Jeg har jo selv kørt rundt i Vestbyen efter fyraften, så jeg ved godt, at der er fyldt op med biler alle steder Og selvom man siger, at parkering ikke er en ret, man har -  det er en service, så synes jeg alligevel, at det er en af de der kommunale kerneopgaver, vi har, i forhold til at hjælpe borgerne med at få en hverdag til at hænge sammen, slutter han.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.