Stormen Sif: Her er status i det nordjyske mandag morgen
Et af stederne røg et træ ud på motorvejen - færger aflyst
Opdateret kl. 10:47
Varslet gik på, at vinden ville ruske mest i det nordlige Vendsyssel, da stormen Sif gik i land søndag aften i det nordjyske - men man skal en kende mere sydpå i landsdelen, når det gælder skaderne efter stormen.
I hvert fald, når det gælder de skader, som er opdaget ved seks-tiden mandag morgen.
Vagtchefen ved Nordjyllands Politi, Christian Tilsted, oplyser til Nordjyske, at der indtil videre er kommet meldinger om i alt tre væltede træer.
- Klokken 2.42 natten til mandag fik vi en melding om et væltet træ, der lå på motorvejen ved Vodskov over første vognbane på motorvejen. Det sørgede Vejdirektoratet for at få fjernet, fortæller vagtchefen.
Senere var den så gal på Ouegaardvej ved Hadsund.
Vejen løber ved et skovstykke, og klokken 4.35 er der kommet en melding om, at to træer er væltet ud over vejbanen.
- Falck er sat på opgaven, lyder det fra Christian Tilsted.
Blæsevejr fortsætter
Det blæsende vejr ser ud til at fortsætte, oplyser DMI.
Det bliver en blæsende og mild uge, hvor temperaturen dagligt vil komme op omkring ti graders varme.
Det fortæller Erik Hansen, som er vagthavende meteorolog ved Danmarks Meteorologiske Institut (DMI), til Ritzau.
- Det er omskifteligt og mildt vejr med meget milde temperaturer - i hvert fald frem til torsdag. Så ser det ud til, at der kommer et lille fald i temperaturen, siger Erik Hansen.
Færger aflyst
Selskabet Color Line oplyser på sin hjemmeside, at færgeafgange til og fra Hirtshals - med destinationerne Larvik og Kristiansand mandag er aflyst frem til ved middagstid.
- Man kan aldrig vide med vejret. Men som det ser ud nu, tror vi på, at vi kan gennemføre de sene afgange i dag, siger Erik Brynholdsbakken, der er koncerndirektør for kommunikation og samfundskontakt hos det norske rederi.
Læsø Færgen oplyser tidligt mandag morgen på sin facebook-side, at afgangene fra Læsø kl. 06:00 og fra Frederikshavn kl. 07:50 er aflyst på grund af blæst.
Man er klar til at give en opdatering på situationen igen ved ni-tiden på ruten mellem Læsø og Frederikshavn.
Hos DFDS - der sejler mellem København og Oslo - valgte man allerede søndag af aflyse alle afgange til og med mandag.
Også Fjordline har aflyst sin afgang mellem Hirtshals og Kristiansand klokken 9.30, fremgår det på selskabets hjemmeside.
Mandag morgen aflyste både Læsø Færgen og Hals-Egense færgen deres afgange, men mandag formiddag har begge færger genoptaget sejladsen.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.