Trusler om tæsk og brandstiftelse: Fem fængslet i drama om forældremyndighed

En person skulle ifølge sigtelsen mod fem personer trues med vold og brandstiftelse

Retten i Aalborg. Arkivfoto

Retten i Aalborg. Arkivfoto

AALBORG:Fem mænd på henholdsvis 21, 27, 31, 34 og 48 år er alle blevet fængslet frem til fredag 16. april sigtet for at ville tvinge en mand til at afgive forældremyndigheden over vedkommendes barn.

Fængslingerne er sket efter et grundlovsforhør, der blev holdt for lukkede døre. Det oplyser anklager Thomas Klingenberg, Nordjyllands Politi.

En sjette mand på 21 år er allerede fængslet i samme sag. Han er også fængslet til 16. april.

Tre af mændene - den 21-årige, den 27-årige og den 31-årige - er alle sigtet for forsøg på ulovlig tvang og for forsætlig brandstiftelse ved 29. november 2020 om aftenen i forening med den 21-årige tidligere fængslede mand i den hensigt at tvinge manden til at afgive forældremyndigheden over sit barn og at sætte ild til mandens bil, der holdt på en adresse på Mylius Erichsens Vej i Aalborg. Bilen udbrændte.

De to andre implicerede personer - en 48-årig og en 34-årig mand - er sigtet for ulovlig tvang og forsætlig brandstiftelse. Den 48-årige er også sigtet for forsøg på særlig kvalificeret brandstiftelse og forsøg på grov vold. De to sidste sigtelser blev dog ikke lagt til grund for fængslingen.

To af mændene - den 34-årige og den 31-årige - skulle angiveligt sammen med den tidligere fængslede 21-årige mand have besøgt den 48-årige, hvor de tre ifølge sigtelsen havde forsøgt at få den 21-årige til sammen med nogle andre og mod betaling at overfalde manden, som skulle afgive forældremyndigheden over sit barn.

Ifølge sigtelsen var det aftalt, at manden skulle have tæsk, så han kom til skade, ligesom han skulle udsættes for ildebrand - både manden og dennes hus.

Det mislykkedes dog, da den 21-årige ikke levede op til aftalen. I stedet blev der ifølge sigtelsen lavet en aftale om, at den 21-årige og den 34-årige mod betaling af 15.000-20.000 kroner skulle sætte ild til mandens bil. Den 34-årige har ifølge sigtelsen udpeget huset på Mylius Erichsens Vej.

Retten fandt, at der for alle fem sigtede var begrundet mistanke om sigtelsen for ulovlig tvang og forsætlig at have sat ild til offerets bil.

Sigtelserne for grov vold og kvalificeret brandstiftelse mod den 48-årige valgte retten at ikke at lægge vægt på.

Retten lagde dog til grund for fængslingen, at der var begrundet mistanke om, at den 48-årige var manden, der på det nærmeste stod bag det hele og havde været med i planlægningen af hele episoden mod manden og mandens på Mylius Erichsens Vej.

De to af mændene - den 48-årige og den 27-årige - kærede begge fængslingerne til landsretten, mens de tre andre accepterede rettens afgørelse. Landsretten har efterfølgende stadfæstet byrettens kendelse, så alle fem sidder varetægtsfængslet.

- Vi skal nu have sagen efterforsket yderligere, og det er også af hensyn til efterforskningen, at de alle nu er fængslet, understreger anklager Thomas Klingenberg.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden