Sygehus Nord solgt - men prisen for lav, mener politiker

Salget bidrager til finansiering af nyt universitetshospital i Aalborg Øst

Sygehus Nord (bag jernbanen) er solgt til et nordjysk ejendomsfirma. Foto: Lars Pauli <i>Foto: Lars Pauli</i>

Sygehus Nord (bag jernbanen) er solgt til et nordjysk ejendomsfirma. Foto: Lars Pauli Foto: Lars Pauli

AALBORG:Region Nordjylland har indgået en aftale om salg af Sygehus Nord. Handlen er en af de største i Aalborg i nyere tid og løber op i 225,8 millioner kroner, skriver Region Nordjylland i en pressemeddelelse .

Køber er ejendomsselskabet Søren Enggaard A/S, som blandt andet er kendt for at have udviklet eternitgrunden i Aalborg fra industriområde til boliger, butikker og kontorer.

Region Nordjylland havde efter to valuarvurderinger sat et prisskilt på Sygehus Nord, der lød på mindst 200 millioner kroner.

Ovenud tilfreds

- Jeg er ovenud tilfreds med, at vi har indgået aftale om salg af det gamle sygehus til en pris, som er fornuftig. Jeg håber for byen, at der nu kommer et spændende projekt på en grund, som ligger meget centralt i Aalborg, udtaler regionsrådsformand Ulla Astman (S) i pressemeddelelsen.

Søren Enggaard A/S overtager ejendommen som den er og skal nu samarbejde med Aalborg Kommune om at udvikle lokalplanen. Det er også køberen, der står for udviklingen af fremtidigt byggeri på området.

Udflytning i 2023

Søren Enggaard A/S overtager ejendommen, når Region Nordjylland er flyttet ud af sygehusbygningerne og har tømt dem for inventar. Forventet overtagelse er i starten af 2023.

Med salget har Region Nordjylland taget et vigtigt skridt mod at opfylde den regionale medfinansiering af byggeriet af det nye Aalborg Universitetshospital i Aalborg Øst.

Regionens andel er 12,5 procent af byggesummen, hvilket svarer til knap 600 millioner kroner.

DF-politiker: Solgt for billigt

Selv om regionsrådsformand Ulla Astman er tilfreds med salget, er der kritik af prisen. DF-regionsrådsmedlem Erik Høgh-Sørensen stemte som den eneste imod at sælge Sygehus Nord-grunden for 225,8 mio. kr. Det er for lav en pris, mener han.

"Pengene fosser ud af regionskassen, og det skader økonomien under supersygehuset. Det virker mistænkeligt, at der kun kom ét bud ind over den i forvejen lave minimumspris på 200 mio. kr.", skriver han i en mail til Nordjyske.

Foreslog 250 mio. kr.

DF havde tidligere foreslået en minimumspris på 250 mio. kr. for Sygehus Nord. Men det forslag var der ikke flertal for i regionsrådet, selv om den offentlige vurdering af området er på 278 millioner kr.

Erik Høgh-Sørensen mener, at processen omkring salget af sygehusgrunden har været "præget af dårligt samarbejde", som kan have presset prisen ned.

Sygehus Nord i tal

Sygehus Nord omfatter 45.000 kvm. bygninger og 10.000 kvm. kælder. Det er placeret centralt i Aalborg og huser blandt andet føde- og børneafdeling.

Udflytningen til det ny Aalborg Universitetshospital påbegyndes i 2022-2023.

Sygehuset er det tidligere kommunehospital i Aalborg. I forbindelse med kommunalreformen i 1970 blev sygehusvæsenet lagt ind under amterne, og Aalborgs dengang to hospitaler blev samlet til Aalborg Sygehus. Det andet hospital var amtssygehuset på Hobrovej, i dag kendt som Sygehus Syd.

1. januar 2013 blev navnet igen ændret, da Aalborg Universitetshospital blev en realitet.

Kilde: Region Nordjylland

Sygehus Syd skal også sælges

Sygehus Syd på Hobrovej i Aalborg skal også sælges, og indtægten fra det salg skal ligeledes være med til at finansiere byggeriet det nye universitetshospital i Aalborg Øst.

Salget af Sygehus Syd sker dog ikke her og nu. Ifølge regionens aftale med staten skal dele af sygehuset på Hobrovej fortsat være i brug frem til 2030, oplyser Region Nordjylland.

Portræt af direktør Carsten Enggaard fra Søren Enggaard A/S:

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.