Takeaway: Sådan møder du støvlelandet på hjemmebane

Aalborg-restaurant leverer fin italiensk oplevelse

La Bottegas takeaway giver dig en fin bid af Italien - på hjemmebane.

La Bottegas takeaway giver dig en fin bid af Italien - på hjemmebane.

Grafik:
Grafik: Jette Klokkerholm

AALBORG:Det italienske køkken er fantastisk. Og sommerferier i støvlelandet er noget, der om muligt er rangeret endnu højere.

I hvert fald i vores hjem.

Så efter sådan et lidt for langt corona-år kan man komme til at savne Italien noget så frygteligt.

Derfor er det også usædvanligt tillokkende - gennem takeaway fra Aalborg-spisestedet La Bottega - at bestille en italiensk aften i hjemlige omgivelser. Og for at ramme den helt rigtige stemning har mine kone og jeg - som italienerne gør - valgt både antipasti, primi, secondi og dolce (forret, pasta, hovedret og dessert). Vores søn får en pizza.

Maden fra La Bottega kan hentes på forskellige opsamlingssteder i Aalborg - eller på restauranten. Min kone kører til et af opsamlingsstederne, hvor hun får en kasse med maden, som så skal færdigtilberedes i eget køkken.

Da vi lukker kassen op, er der et væld af bøtter, pakker, poser og små beholdere. Indtrykket er en smule rodet, og det er ærligt talt en smule udfordrende at få overblik over, hvilke ting der hører til hvilke retter. Dét gør man bedre hos andre spisesteder, der satser på takeaway i denne tid.

Ved at smage lidt på de forskellige elementer lykkes det at parre tingene rigtigt. Men det står samtidig også klart, at én af desserterne - en tiramisu - mangler i kassen.

Sådan bedømmer vi takeaway

1 stjerne - Ikke optimalt – brug for forbedringer

2 stjerner - Det meste fungerer – nogle ting kunne være bedre

3 stjerner - Alt i orden – god mad

Den italienske fornemmelse

Da popballaderne fra Eros Ramazzotti begynder at strømme ud i køkkenet, er vores ovn allerede i fuld gang med at færdigbage en "pizza prosciutto". Seks minutter får den, og så er den duftende, dampende, sprød - og klar til at blive spist af vores søn.

Pizza Prosciutto

Pizza Prosciutto

Den boblende mozzarellaost, den italienske skinke, den friske rucola-salat og de skønne parmesanflager giver en fremragende pizza.

Råvarerne er gode og friske. Man ville være glad for at få sådan en pizza, selv hvis man havde siddet på La Bottega.

Da pizzaen er serveret for sønnen, så finder min kone og jeg antipasti frem. Vi har bestilt klassikeren "Vitello tonnato" og derudover en kyllingesalat, der beskrives som en signaturret fra Carlo Liberati, der er indehaver af La Bottega.

De gode råvarer gør igen indtryk. Fine, tynde, kolde skiver af rosastegt kalvekød forsynes med tunsauce og garneres med kapers. En lækker ret, der overrasker positivt - og det er ellers svært, når det er en klassiker, der er tale om.

Antipasti i form af "Vitello tonnato" (til venstre) og Carlo Liberatis signatur-kyllingesalat.

Antipasti i form af "Vitello tonnato" (til venstre) og Carlo Liberatis signatur-kyllingesalat.

Kyllingesalaten har de samme karaktertræk. Friske råvarer og god smag. Kyllingekødet anrettes på en sprød salat, tilsættes en sursød peberrodsdressing - og dryppes med en lille smule trøffelolie. Lidt salt og peber på kyllingekødet lader det træde frem på siden af de andre markante smagsindtryk fra trøffel og peberrod. Dejlig ret.

En tur i køkkenet

Efter en lille tur i køkkenet, hvor der koges pasta og varmes saucer efter anvisningerne, er vi klar til de første lune retter - primi piatti.

Den ene er endnu en klassiker, "Spaghetti alla Carbonara". La Bottegas hjemmelavede pasta ledsages af specialiteten guanciale (lufttørret, saltet grisekæbe) samt den klassiske sauce på æg og parmesanost.

Guanciale er klassisk carbonara-tilbehør, og er lidt mere fed end eksempelvis bacon. Og så er det selvfølgelig et spørgsmål om smag og behag - men hos os kan vi godt lide den sprødhed, som baconen giver. Cuancialen virker her lidt mere sej - ikke sprød.

Desuden bliver selve saucen i tilfældet her lidt grynet, så selv om ingredienserne egentlig er fornemme, så bliver det for os ikke en ret, der går over i historien.

Pastaretterne fra La Bottega - med klassikeren "Spaghetti alla Carbonara" til venstre. Til højre er det "Bombolotti con carne brasato" - fyldt pasta i en cremet sauce af smør og ost.

Pastaretterne fra La Bottega - med klassikeren "Spaghetti alla Carbonara" til venstre. Til højre er det "Bombolotti con carne brasato" - fyldt pasta i en cremet sauce af smør og ost.

Det gør til gengæld "Bombolotti con carne brasato", som er den anden pastaret. Det er små ravioli-lignende pastalommer, der er fyldt med mørt oksekød - tilsat lidt af den krydrede pølse salsiccia. Jeg er faktisk normalt ikke en stor ravioli-fan, men i tilfældet her fungerer de fyldte pastastykker bare enormt godt. Pastaen er svøbt i en urimelig lækker creme på parmesan og smør. Retten er blandt de allerbedste med fyldt pasta, jeg nogensinde har smagt.

Generelet er La Bottega-retterne ret store, og vi har levnet en del af dem alle indtil nu. Men det sker ikke her.

En anelse usikkerhed

Når det gælder tilberedningerne, er der en dejligt overskuelig standard-skrivelse med, som rummer et par linjer om det meste på menukortet.

Vi kan dog ikke finde vores bestilte hovedret "Scaloppine con funghi e profumo di tartufo" på oversigten. Men vi snakker lidt frem og tilbage, googler lidt - og vælger at gå efter oversigtens vejledning til retten "Bocconcini alle romana". Begge retter er baseret på kalvekød, finder vi ud af via Google.

Det stegte kalveinderlår er ledsaget af ovnbagte kartofler og serveres med en sauce af svampe, der er "parfumeret med trøffel". Retten er velsmagende, men også meget, meget fyldig. Man kunne godt have givet et frisk eller syrligt modspil ved hjælp af noget garniture.

Hovedretterne,der består af kalveinderlår med svampesauce (til venstre) - og oksemørbrad med en sauce på peber, whisky og sennep.

Hovedretterne,der består af kalveinderlår med svampesauce (til venstre) - og oksemørbrad med en sauce på peber, whisky og sennep.

Den anden hovedret er oksemørbrad, der ledsages af en sauce på peber, sennep og whisky. Saucen giver en skarphed, som er velgørende sammen med stegeskorpen på det møre oksekød. Også her er der tilbehør i form af ovnbagte kartofler.

Begge hovedretterne er fine - men meget brunlige i deres fremtræden. Så rent visuelt er der ikke meget at arbejde med for at få anretningerne til at fremstå indbydende.

En god oplevelse

Tilbage er kun desserterne - og som nævnt indledningsvist mangler der en tiramisu.

- Nå, men tiramisuen er da i hvert fald luftig, siger min bedre halvdel med et lunt smil.

Hun er ikke den store oste-spiser, så den anden dessert - "Piatto di formaggi misti" - har jeg nogenlunde for mig selv.

Fem italienske oste afslutter en fin italiensk aften. Desværre havde La Bottega glemt den anden dessert, tiramisu.

Fem italienske oste afslutter en fin italiensk aften. Desværre havde La Bottega glemt den anden dessert, tiramisu.

Et fint udvalg af fem italienske oste er ledsaget af lidt oliven. Og resterne af et luftigt, sprødt brød, som vi tog hul på allerede i forbindelse med de første af aftenens retter.

Trods et par skønhedsfejl hist og her er helhedsindtrykket af maden fra La Bottega særdeles godt. Portionerne er store, så man sætter sig selv på en opgave ved at bestille både antipasti, primi, secondi og dolce. Men det er en rar udfordring.

Råvarerne er gode, retterne er overkommelige at tilberede - men først og fremmest så er alt velsmagende. Og den samlede pris på 751 kroner bør ikke afskrække - ikke en gang selv om tiramisuen kun var husket på regningen.

Vi har fået en dejlig aften - og en skøn bid af Italien.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.