To dødsfald på tre kvarter i Hals

En fundet død på Aalborgvej - en anden faldt om og døde på stranden

Arkivfoto

Arkivfoto

HALS:Nordjyllands Politi var mandag formiddag til stede ved to dødsfald på offentlig vej - begge i Halsområdet og indenfor bare tre kvarter. I begge tilfælde er der formentlig tale om hjertetilfælde, der har medført døden.

Det bekræfter vagtchef Karsten Højrup Kristensen, Nordjyllands Politi.

Ifølge vagtchefen blev politiet første gang alarmeret om et dødsfald, da vidner havde set en mand ligge livløs ved siden af sin knallert på Aalborgvej i Hals.

- Han har formenlig fået et hjertetilfælde og er faldet om. Der er ikke noget, der tyder på uheld eller lignende. Manden er død på stedet, fastslår vagtchefen.

En tilkaldt læge og ambulancefolk fra redningsberedskabet kunne ikke redde den 79-årige mands liv. De pårørende er underrettet om dødsfaldet.

Død på strand

Blot tre kvarter senere blev politiet så igen kaldt til Hals til et dødsfald - denne gang på stranden ved et sommerhusområde nær Lindeparken lidt nord for Hals.

Her blev der også rekvireret lægeambulance samt lægehelikopter.

- Et vidne så manden pludselig falde om på stranden. Der blev tilkaldt ambulance og lægehelikopter. Der blev forsøgt genoplivning på stedet, men uden held. Også i dette tilfælde er manden formenlig død af et hjertetilfælde, lyder det fra Karsten Højrup Kristensen.

Manden er fra årgang 1951, og familien er underrettet om dødsfaldet.

I begge tilfælde holdes der officielt ligsyn formentlig i løbet af tirsdag for at fastslå dødsårsagen ved de to dødsfald.