Knivstikkeri

To fængslet for drabsforsøg i Aalborg

Tre unge - to 22-årige og en 20-årig - var alle sigtet i sagen, men retten valgte at løslade den 20-årige

Politiet var massivt til stede på Ved Stranden, mens efterforskningen fandt sted tidligt fredag morgen. Foto: Jan Pedersen
Politiet var massivt til stede på Ved Stranden, mens efterforskningen fandt sted tidligt fredag morgen. Foto: Jan Pedersen

Opdateret kl. 15:00

AALBORG: Et voldsomt knivstikkeri meget tidligt fredag morgen, hvor en 27-årig mand angiveligt blev overfaldet af tre mænd på henholdsvis 22, 22 og 20 år, førte lørdag ved middagstid til, at de to 22-årige i et grundlovsforhør ved Retten i Aalborg blev fængslet frem til 9. december - begge sigtet for drabsforsøg.

Den 20-årige mand var også sigtet for drabsforsøg efter paragraf 237, men retten valgte at løslade ham, oplyser anklager Morten Sønderby, Nordjyllands Politi.

Anklageren begærede af hensyn til efterforskningen dørene lukket i grundlovsforhøret, og det er derfor sparsomt, hvad han kan komme med af yderligere oplysninger i sagen - hverken angående motiv, forklaringer eller de tre unge mænds stillingtagen til sigtelsen.

Anklageren kan dog oplyse, at de to 22-årige ikke kærede deres fængsling, men accepterede rettens afgørelse.

Ved knivstikkeriet, der foregik ved 04.25-tiden på Ved Stranden nær Radisson Hotel i Aalborg, blev den 27-årige stukket i brystet og blev i kritisk tilstand kørt til Aalborg Universitetshospital til behandling. Han var lørdag morgen fortsat indlagt på hospitalet.

Den 20-årige, som altså blev løsladt efter grundlovsforhøret, var blevet stukket alvorligt i benet, og han blev også kørt på hospitalet efter opgøret, men kunne altså møde op til grundlovsforhøret.

Læs også

Gå til relaterede emner

Forsiden