Træskib ramte bro - slæbt fri af gummibåd
Beredskab slæbte båden sikkert i havn
Opdateret kl. 19:22
Opdateret kl. 19.21
AALBORG: Skaderne var omfattende, da det finske containerskib "Ramona" 28. marts 2012 baldrede ind i Jernbanebroen i Aalborg og dermed var skyld i, at al togtrafik over fjorden var lukket i mere end et år.
Helt så slemt gik det ikke, da et mindre træskib fredag eftermiddag kort før kl. 16 fik problemer og drev ind i den vestlige side af Jernbanebroen på den del, der ligger tættest på Nørresundby.
Allerhøjst har der været tale om småridser i skibets maling og skippers stolthed.
Ifølge Nordjyllands Politi var det problemer med skibets ror, der var årsagen til påsejlingen.
Skibet lå fri af sejlrenden lige efter broklappen og generede derfor ikke den øvrige skibstrafik.
Efter anmodning fra Joint Rescue Coordination Centre (JRCC), som er den danske eftersøgnings- og redningstjeneste, blev Nordjyllands Beredskab sendt til undsætning. Da beredskabet nåede frem med sin redningsbåd, var et af fartøjerne fra selskabet RIP-IT, der lever af oplevelsessejlads i hurtigtgående gummibåde, allerede ved at bruge nogle af båndens mange hestekræfter på at slæbe den gamle træbåd fri.
Herefter fik beredskabet tøjret træskibet, som derpå blev slæbt ud til en bådplads i Aalborg Sejlklub på Skydebanevej i Aalborg Vest.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.