Tre tricktyve dømt efter jagt gennem Nordjylland

11 steder nåede de at stjæle eller forsøge at stjæle mobiltelefoner i landsdelen før de blev anholdt

 <i>Pressefotograf Michael Bygballe</i>

Pressefotograf Michael Bygballe

AALBORG:Tre yngre mænd fra Rumænien er onsdag ved Retten i Aalborg blevet idømt henholdsvis seks, seks og syv måneders fængsel for en stribe tricktyverier rundt om i det meste af Danmark. De tre er henholdsvis 25, 23 og 20 år gamle. 11 af de 18 forhold, som de tre var tiltalt for, blev begået i Nordjylland.

De tre rumæneres turné med tricktyverier startede 16. september i en forretning på Frederiksberg, hvor de stjal en iPhone 10 Max til en værdi på over 10.000 kroner. Siden gik turen til flere andre butikker i Københavns-området, før kursen i november blev sat mod Jylland.

Her tog tyverierne for alvor fart. Fra 10. til 12. november gik det ud over en stribe 10 erhvervsdrivende i Nordjylland - i to af tilfældene lykkedes tyverierne ikke, så her lød tiltalen på forsøg på tyveri.

Det gik bl.a. ud over et rejsebureau, en psykologklinik, en frisør, en neglesalon og nogle ejendomsmæglere på forskellige lokationer fra Hobro, Aalborg via Aabybro over Hirtshals til Hals.

Fremgangsmåden for tricktyverierne har været den samme alle gange. En eller flere af mændene er gået ind i en mindre forretning, hvor de har lagt en avis, et bykort eller lignende på disken og talt på et fremmedsprog, hvilket skabte lettere forvirring hos medarbejderen.

- Den forvirring udnyttede mændene til at stjæle medarbejderens mobiltelefon, som i de fleste tilfælde var lagt på en disk eller et bord. Først efter mændene var gået, har de bestjålne medarbejderne så opdaget, at mobiltelefonen var væk, fortæller Malene Lund Andersen, anklager ved Nordjyllands Politi.

Oftest gik det ud over den ansatte i butikken, men i et enkelt tilfælde var det en kunde, der mistede sin mobiltelefon.

I nogle af tilfældene pressede de rumænske tyveknægte sig helt ud i butikkernes baglokaler for at få fingre i mobiltelefonerne, oplyser anklageren.

Og alle stederne holdt mindst en af de tre tyveknægte en bil varm udenfor, så de hurtigt kunne komme væk fra gerningsstederne.

Men til sidst gik den altså ikke længere, og de tre blev anholdt 12. november og varetægtsfængslet efter et grundlovsforhør 13. november. Her har de siddet siden, og de forbliver varetægtsfængslede indtil reststraffen kan afsones, forklarer Malene Lund Andersen.

Værdien af de mange stjålne mobiltelefoner er ikke i alle tilfældene opgjort.

Udover fængselsdommene blev de tre rumænere også udvist af Danmark. De modtog alle tre dommene.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden