Udsigtstårn på vej mod at blive til virkelighed
Landdistriktspuljen i Aalborg Kommune er på vej med 300.000 kroner til ildsjælene bag vandtårnsprojekt
Efter et længere tilløb ser det nu ud til, at det skal lykkes for folkene bag en større ombygning af vandtårnet i Hammer Bakker at nå i mål.
Dermed kan der komme skred i projektet, der skal omdanne vandtårnet til et "oplevelsestårn", med udsigtsplatform.
Projektet har et budget på omkring 3,35 millioner kroner, og hvis ellers politikerne i Aalborg Kommunes Sundheds- og Kulturudvalg gør, som forvaltningen har indstillet, så kommer de sidste 300.000 kroner i hus på onsdag.
Der er vandtårnet nemlig på udvalgets møde, og indstillingen fra forvaltningen er, at der skal bevilges de 300.000 kroner fra kommunens landdistriktspulje.
Det er planen, at tårnet skal være udsigtstårn og danne base for forskellige andre aktiviteter. Blandt andet er der tanker om at bruge tårnet som en slags lærred til at vise billeder og video på i stort format, og der er også planer om at bruge tårnet til rapelling.
Udover midlerne fra Landdistriktspuljen har både Nordea Fonden og Realdania Underværker tidligere bevilget henholdsvis 1,4 millioner kroner og én million kroner til foreningen bag vandtårnet. Men det har som nævnt været længe undervejs, pengene fra Realdanias Underværker blev afsat allerede i 2018, men siden er projektet løbet ind i nogle udfordringer, der har forsinket det.
I indstillingen fra forvaltningen lyder det da også, at "det handler på nuværende tidspunkt derfor om at sikre fremdrift mod realisering". Med pengene fra Aalborg Kommune er tårnet fuldt finansieret i henhold til budgettet.
Tårnet er knap 25 meter højt, og er bygget på et af de højeste punkter i Hammer Bakker, der rager 54 meter op over havets overflade. Så fra toppen af tårnet befinder man sig altså 79 meter over havets overflade.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.