Så gik det galt igen: Ukrudtsbrænder startede brand
Beredskab advarer om, at det lynhurtigt kan gå galt
Opdateret 23. maj 2022 kl. 12:27
GRINDSTED: Brug af ukrudtsbrænder førte tirsdag eftermiddag til, at et træskur gik op i flammer, og ilden var lige ved at brede sig til et hus på Kornelparken i Grindsted nord for Vodskov.
Nordjyllands Beredskab blev alarmeret om branden kl.13.26, og da de nåede frem, brændte det kraftigt i et træskur på ca. 30 kvadratmeter.
Varmen fra ilden var så voldsom, at ruder blev sprængt i et hus tæt på.
- Branden havde nær bredt sig til huset, fortæller indsatsleder Jakob Schmidt fra Nordjyllands Beredskab.
Inden brandfolkene ankom, havde beboere forsøgt at holde ilden i skak med vand fra en haveslange.
Det lykkedes brandfolkene at få forhindret brandspredning til selve huset.
Danske Beredskaber har disse gode råd, når du bruger ukrudtsbrænder:
- Hold god afstand til bygninger, hække og andet, der kan brænde
- Ukrudtet skal svitses, ikke brændes
- Brug ikke ukrudtsbrænder, hvis det er tørt eller blæser
- Tjek at du ikke efterlader gløder, der kan blusse op
- Hav altid vand i nærheden
- Går det galt, så ring 112
Ifølge indsatslederen er branden et klassisk eksempel på, hvor galt det kan gå, hvis man ikke passer godt på ved brug af gasbrænder til at svitse ukrudt.
Jakob Schmidt forventer, at beredskabet vil blive kaldt ud til flere lignende brande, når folk er hjemme i påskeferien og får travlt med havearbejde - og ukrudtsbrændere.
- Hold afstand til bygninger og vær forsigtig, opfordrer indsatslederen.
I sagen fra Grindsted vanker der nu bøde til den person, som brugte ukrudtsbrænderen, fordi det ikke foregik på forsvarlig vis. Det var en overtrædelse af beredskabsloven.
Læs også:
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.