Undersøges: Hvorfor gik fragtskib på grund?
Havarikommission har startet undersøgelse af skibsuheldet
Opdateret 23. maj 2022 kl. 12:33
LIMFJORDEN: Hvorfor stødte det 82 meter lange fragtskib Simon B på grund i Limfjorden?
Det undersøges nu af Den Maritime Havarikommission, en enhed under Erhvervsministeriet.
Det tyske fragtskib gik på grund i Limfjorden mellem Hals og Storvorde lørdag 11. september, og skibet kunne ikke komme fri ved egen kraft. Først søndag eftermiddag blev det trukket fri af en tilkaldt slæbebåd.
Derefter sejlede skibet til Grønlandshavnen ved Aalborg, hvor dykkere tjekkede skroget.
Fragtskibet var dog uskadt og kunne derefter sejle videre med sin last af kalk.
Forinden havde Nordjyllands Politi præsenteret kaptajnen for en bøde på 10.000 kr., fordi de danske søfartsmyndigheder først søndag morgen blev orienteret om, at skibet var gået på grund.
Selv om hverken skib eller miljø led skade ved grundstødningen, undersøges uheldet nu af Den Maritime Havarikommission.
- Vi har indsamlet information om uheldet fra skibet selv og fra de involverede myndigheder, siger undersøgelseschef Øssur Hilduberg fra Den Maritime Havarikommission.
Indtil videre er det stadig en gåde, hvorfor fragtskibet gik på grund i Limfjorden. Den type uheld sker sjældent.
Havarikommission formoder, at grundstødningen enten skyldes en teknisk fejl på skibet eller fejlnavigering.
- Men Limfjordsområdet er ikke særlig problematisk. Det er meget sikkert at navigere dér, siger Øssur Hilduberg.
Det er slet ikke sikkert, at undersøgelsen giver svar på, hvorfor Simon B gik på grund, oplyser han.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.