Ældrepleje

Unge ferieafløsere skaber håb: Så mange bliver der brug for i ældreplejen

I år har det været let at skaffe ferieafløsere til ældreplejen - det skaber håb om, at flere vil vælge uddannelser rettet mod den stærkt voksende gruppe af ældre

Interessen for at tage sommerferiejob i ældreplejen har været overvældende - det giver håb for den fremtidige bemanding, mener ældre-direktør
Interessen for at tage sommerferiejob i ældreplejen har været overvældende - det giver håb for den fremtidige bemanding, mener ældre-direktør Arkivfoto:Torben Hansen

Opdateret kl. 14:28

NORDJYLLAND: Der er - måske - lys forude for de mange aldrende nordjyder, som de kommende år får brug for at blive passet og plejet. 

- Vi oplever på flere fronter en tendens til at arbejdet med ældre er blevet "talt op" det seneste år, siger Jan Nielsen, direktør i senior- og omsorgsafdelingen i Aalborg Kommune.

- Der er en øget interesse og forståelse for, at der er behov for, at man gør en forskel for mennesker, siger han.

Det giver næring til håbet om, at flere vil uddanne sig indenfor omsorgsfagene.

En rundspørge DR har foretaget viser, at interessen for at være ferieafløser i ældreplejen generelt er langt større end tidligere år.

I Aalborg Kommune har man haft held med at ansætte op imod 200 sommerferieafløsere i hjemmeplejen og også på plejehjemmene er alle vagter udfyldt, fortæller Jan Nielsen.

Der har endda været flere ansøgere, end man havde behov for - i modsætning til tidligere år.

Skal fastholdes

- Det har været dejligt at opleve, at vi i år har haft held med at skaffe tilstrækkeligt mange sommerferieafløsere, siger direktør Jan Nielsen.

Flere ting formodes at spille ind på de unges valg.

Dels sikrer de sig et job med en fornuftig løn, dels er mange blevet inspireret af deres job på testcentrene under corona-pandemien.

- Det har givet dem et indblik i sundhedsverdenen og et kendskab til det at arbejde med mennesker.

- Vi håber, at det er et skridt på vejen, og at vi har held med at fastholde nogle til at søge ind på sundhedsuddannelserne på UCN og på SOSU-skolerne, siger Jan Nielsen.

Der arbejdes på sagen på flere fronter.

Mange kommuner har ligesom Aalborg indført såkaldte "spirejob", hvor skoleelever har lønnet fritidsjob på plejecentrene. En populær ordning, der måske får en effekt.

- Vi får mange positive historier om skoleelevernes oplevelser med de ældre, så vi håber, at det får nogle til at se, at det er et meningsfuldt fag, når de senere skal vælge uddannelse, siger Jan Nielsen.

Flere over 80 år

Antallet af danskere på 80 år eller mere forventes at stige kraftigt i de kommende år, så der i 2030 i Nordjylland vil være omkring 47.000 borgere over 80 år mod godt 34.000 i dag.

I Aalborg Kommune er der 10.434 borgere over 80 år.  Tallet ventes at stige med omkring 4.000 personer indenfor de næste syv år, så der bliver behov for 672 yderligere ansatte i ældreplejen. 

Da mange ansatte stopper eller går på pension, vil der skulle ansættes flere end 1440 nye medarbejdere i ældreplejen alene i Aalborg frem mod 2030.

- Vores store udfordring er, at samtidig med at der bliver flere ældre i den plejekrævende alder, bliver ungdomsårgangene mindre, så der er stor konkurrence om de unge mennesker.

- Derfor skal vi sætte vi ind på alle fronter med tiltag, der kan få en afsmittende effekt på interessen, siger Jan Nielsen.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Læs også

Gå til relaterede emner

Forsiden