Vanvidsbilist med narko i blodet: Kørte over 180 km i timen ad Hobrovej
To politibiler måtte påkøre en 21-årig for at få ham stoppet efter lang biljagt

Politiet måtte til slut påkøre den 21-åriges bil for at stoppe hans vilde kørsel. Arkivfoto Foto: Henrik Bo
AALBORG:En lang biljagt, der startede ved 01.30-tiden 24. maj sidste år nær Aalborg Universitet og endte et stykke tid efter i Danmarksgade midt i Aalborg, har nu ført til en dom på syv måneders fængsel til en 21-årig nordjysk mand.
Samtidig blev han fradømt retten til at køre bil i de kommende 10 år.
Ved 01.30-tiden 24. maj sidste år blev den 21-årige spottet af en politipatrulje, da han kørte meget stærkt på vejene nær Aalborg Universitet.
En patrulje satte efter den 21-åriges bil, men det fik ham ikke til at sænke farten - tværtimod.
Fra vejene omkring universitetet gik det mod Hobrovej, hvor den 21-årige kørte ind mod byen med hastigheder på over 180 kilometer i timen.
- Han brød under biljagten - udover hastighedsgrænserne - en lang række færdselsregler. Han kørte gennem en række rundkørsler uden at orientere sig, han kørte over for rødt i høj fart fem-seks gange, han kørte også videre med omkring 120 kilometer i timen på punkterede dæk, efter politiet havde lagt sømmåtter ud, som han var kørt over, fortæller anklager Torben Kauffmann.
Under jagten forsøgte en politibil at køre op på siden af den flygtende bil med det resultat, at den 21-årige drejede ind foran politibilen, som måtte bremse hårdt op for at undgå at blive påkørt.
- Da han kom ind ad Vesterbro og ville dreje ned ad Prinsensgade på punkterede hjul, skred hans bil ud, så den var lige ved at ramme en bil, der holdt i Prinsensgade for at komme ud på Vesterbro, fortæller Torben Kauffmann.
Til sidst drejede den 21-årige så ind ad Danmarksgade, der hvor der ellers er indkørsel forbudt.
- Her kørte han igen med meget høj hastighed gennem Danmarksgade og over for rødt i krydset med Boulevarden, men til sidst havnede han i et lukket område ved Danmarksgade, fortæller Torben Kauffmann.
Her valgte politiet så at sætte hårdt mod hårdt, så biljagten endte - i øvrigt ikke så langt fra politistationen - med at to politibiler påkørte den 21-åriges bil for at få ham standset.
- Han havde en mandlig passager med i bilen, som flere gange under den vilde jagt bad den 21-årige om at stoppe den vilde kørsel eller at blive sat af. Men det overhørte den 21-årige, fortæller anklageren.
I retten erkendte den tiltalte sin vilde kørsel - omend han ikke mente at have kørt helt så stærkt, som de tre betjente, der vidnede i sagen, havde målt ham til.
Den 21-årige var under biljagten påvirket af både hash og diazepam - et andet narkotisk stof.
- Han har i forvejen en dom for kørsel i narkopåvirket tilstand. Det var nok en medvirkende årsag til, at han forsøgte at stikke af fra politiet, vurderer anklageren.
Den 21-årige sad varetægtsfængslet i fire uger efter sin anholdelse, indtil hans sag var efterforsket færdig.
Nu kan han så se frem til yderligere et halvt år bag tremmer. Han modtog nemlig dommen på de syv måneders fængsel samt 10 års frakendelse af retten til at køre bil.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.