Vejgaard skabte pokalsensation: Superligahold blev sendt ud
Vejgaard gjorde det af med Hobros superligahold i Sydbank Pokalen
Opdateret 12. maj 2022 kl. 15:43
FODBOLD: Amatørerne fra Vejgaard Boldspilklub skabte tirsdag aften en gedigen pokaloverraskelse, da superligaspillerne fra Hobro IK blev ekspederet ud af Sydbank Pokalen.
Hjemme på Soffy Road vandt Vejgaard en fortjent 2-1-sejr og er dermed klar til tredje runde i pokalturneringen.
Storfavoritterne fra Hobro kom ellers til Soffy Road med blandt andre Emmanuel Sabbi og Pål Alexander Kirkevold i startopstillingen, og superligaholdet skulle også kun bruge fire minutter på at tage føringen.
Debuterende Kerim Memija, der mandag blev lejet i Vejle Boldklub, erobrede bolden højt på Vejgaards banehalvdel. Han forsøgte sig med en afslutning, som Vejgaard-målmand Peter Sandberg reddede, men riposten røg lige ud til Oliver Thychosen, der nemt kunne score til 1-0.
Men Vejgaard gik ikke ind til tirsdagens pokaldyst som ubesejrede hidtil i denne sæson for ingenting, og efter ti minutter svarede det undertippede 2. divisionshold igen. Efter et hjørnespark dumpede bolden ned for fødderne af Lasse Storvang, der lagde bolden over i det lange målhjørne.
Efter en halv times spil tog Vejgaard endnu et skridt mod pokalsensationen, da et nyt hjørnespark denne gang havnede hos forsvarsspilleren Christian Jensen, der med en følt afslutning sendte hjemmeholdet på sejrskurs.
Hobro-træner Peter Sørensen reagerede i pausen ved at sætte både Mikkel Mejlstrup Pedersen og Julian Kristoffersen på banen, og sidstnævnte burde have udlignet kort inde i anden halvleg, men nordmandens afslutning havde ikke kvalitet nok til at udfordre Peter Sandberg i Vejgaard-målet.
I stedet burde Vejgaard have øget til 3-1 kort efter, da Peter Højgaard blev spillet fri, men han fik slet ikke ordentligt træf på sin afslutning, der gik forbi mål.
Efter en god times spil fik hjemmeholdet endnu en gylden mulighed for at fordoble føringen, da et indlæg fra højre side fandt en fri Mathias Mortensen, men i stedet for at glide bolden i mål sendte han den forbi.
Samme Mathias Mortensen skulle dog blot vente et par minutter på at få den næste store chance, men denne gang tøvede han med at afslutte, og så kunne Hobro-forsvarene nå tilbage og få blokeret.
Afbrænderne forblev dog ustraffet, for selv om Hobro i kampens slutfase kom frem til flere pæne muligheder, var superligaspillernes skarphed foran mål ikke eksisterende, og dermed blev den nordjyske pokalsensation en realitet.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.