Aalborg

Aalborgtårnet skal være større

Skydebrødrene, der ejer tårnet, vil have en større restaurant samt elevatorer, der også kan køre om vinteren

Aalborgtårnet skal være større - dog ikke i højden. Skydebrødrene, der ejer tårnet, ønsker sig en ny ”hat” med en større restaurant samt to nye elevatorer, så tårnet kan have åbent hele året. Foto: Claus Søndberg
Aalborgtårnet skal være større - dog ikke i højden. Skydebrødrene, der ejer tårnet, ønsker sig en ny ”hat” med en større restaurant samt to nye elevatorer, så tårnet kan have åbent hele året. Foto: Claus Søndberg

Opdateret kl. 17:13

AALBORG: Plads til 100 gæster i stedet for 65 og åbent hele året. Det er fremtidsvisionen for Aalborgtårnet hos ejeren Det Broderlige Skydeselskab i Aalborg.

Brødrene vil for det første gerne have flere kvadratmeter og dermed plads til flere gæster i restauranten.

- Som det er nu, er der plads til 65 personer. Vi vil gerne have plads til 100 gæster, og det kræver 50 procent mere gulvplads, siger Dan Brock-Faber, der sidder i brødrenes bestyrelse og er ingeniør.

Brødrene ønsker sig også, at restauranten på toppen af Aalborg kan holde åbent hele året. Som det er nu, er tårnet lukket fra oktober til maj.

- Den gamle elevator er udsat for kulde og blæst, og den kan sættes i svingninger, når det blæser. Derfor må vi ikke køre med den i vinterhalvåret. Den er også meget kold, og er i det hele taget gammeldags og slet ikke, som man bygger elevatorer i dag, siger Dan Brock-Faber.

Foto: Claus Søndberg

Brødrene forestiller sig to nye elevatorer, formentlig i et lukket og isoleret elevatortårn, så restauranten kan holde åbent hele året. Elevatorerne skal også kunne stoppe ved den platform under restauranten, som blev sat op i 2005, da tårnet fik nye ben.

Platformen er en del af tårnets sikkerhedssystem. Hvis elevatoren går i stykker, kan gæsterne bevæge sig ned på platformen, hvorfra der er mulighed for at kravle ned ad en stige, og mindre mobile gæster kan hentes ned med kran.

Større men lettere

I forbindelse med udvidelsen af restauranten skal der bygges en hel ny "hat" til tårnet, og det kommer til at foregå nede på jorden. Den nye "hat" bliver to meter større end den gamle hele vejen rundt, så diameteren stiger fra 10 til 14 meter.

Den nuværende restaurant er bygget i stål og vejer omkring 27 ton. Da den nye "hat" skal være større, skal den bygges i et lettere materiale end stål, eksempelvis aluminium.

- Konstruktionen er dimensioneret til at bære den nuværende hat, så den nye og større må ikke være tungere. Den skal faktisk være lettere, fordi der bliver mulighed for, at i alt 100 personer i stedet for som nu 65 kan være deroppe samtidigt, siger Dan Brock-Faber.

Skydebrødrene skal ud i byen for at skaffe de 40-50 millioner kroner, som ombygningen vil koste. Pengene forventes primært at komme fra fonde.

- Vi tror, at det kan lade sig gøre. Det vil gøre restauranten mere tilgængelig for turister og byens erhversliv. Det er jo eksempelvis et flot sted, at underskrive en kontrakt for en nordjysk virksomhed, siger Dan Brock-Faber.

Projektet ventes at stå færdigt om fire-fem år.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden