Retspleje

Årelange rygter blev lang retssag

I efteråret 2011 satte Vesthimmerlands Kommune særligt fokus på Solhaven i Farsø

Foto: Mette Nielsen
Foto: Mette Nielsen

AALBORG: Et usædvanligt højt antal magtanvendelser. Og så nogle dask fra skæbnen.

Det var kort sagt årsagerne til, at Vesthimmerlands Kommune i efteråret 2011 satte særligt fokus på opholdsstedet Solhaven i Farsø. Det skete efter mange års rygter og lejlighedsvise beskyldninger i medierne for magtmisbrug.

Til sidst anmeldte kommunen den store lokale arbejdsplads til politiet og fik sagen til at rulle.

Det kom frem i retten i Aalborg, hvor man torsdag tog hul på retsmøde nummer 40 i den omfattende sag, hvor en række tidligere ansatte - med leder Søren Virenfeldt i spidsen - er tiltalt for tvang og ydmygelser af anbragte unge.

Tiden i vidneskranken blev mest delt af kommunen og Børnerådet, der sammen med kritiske tv-indslag i Danmarks Radio førte til institutionens dramatiske fald.

Det hele faldt ved et øjensynligt tilfælde sammen. Og selv om alle tiltalte nægter al skyld, har det fået institutionen til at gå i tusinde stykker, konkurs, vanære og betalingsstandsning.

Brugte hurtigt magt

- Det var både min og min ledelses opfattelse, at der var uforholdsvis mange af dem sammenlignet med andre steder. Så vi begyndte at bede om flere detaljer i indberetningerne, fortalte den daværende tilsynsførende for Solhaven i Vesthimmerlands Kommune.

Hun kom til kommunen i foråret 2011 og var ansat i to et halvt år. Den samme periode, hvor Solhaven-sagen voksede fra spredte rygter til en af de mest omfangsrige straffesager i Nordjylland.

Med sig havde hun 12 års erfaring fra en lignende stilling i Viborg Amt.

- Der var en generel tendens til at bruge magt på Solhaven, kunne vi se. Vi kunne se, at indberetningerne ikke knyttede sig til særlige personer, afdelinger eller forhold, fortalte den tidligere tilsynsførende.

- Vi gjorde ekstra meget ud af at skrive tilbage til stedet om, hvad der undrede os, og hvad der kunne gøres anderledes. Søren Virenfeldt og hans stedfortræder ville gerne drøfte det, men fandt det urealistisk, at der aldrig ville ske magtanvendelse.

Det skete blandt andet med henvisning til, at unge, der blev anbragt på Solhaven, ofte var præget af massive problemer og voldelig adfærd.

- Men der burde ikke være flere magtanvendelser end andre steder. For deres pædagogik burde være tilpasset den målgruppe, vurderede den tidligere tilsynsførende.

Tilfældigt valgt

Næsten samtidig med at kommunen satte ekstra lup på Solhaven, skete der noget, der fik sagen til at løbe endnu hurtigere. Børnerådet blev af Socialministeriet bedt om at se på anbringelsessteder, og blandt de udvalgte institutioner var Solhaven.

Man fik lov til at tale med unge i enrum. Samtalerne skulle egentlig bare inspirere til et bedre system for anbringelser. I stedet førte flere af de unges beretninger om hverdagen på stedet til sociale underretninger fra Børnerådet.

- Flere var overraskede over, at de fik lov at sidde alene med Børnerådet. Der plejede altid at skulle være en voksen fra Solhaven med. De unge berettede om rigtig meget magt og magtanvendelser, konflikter, der optrappedes i stedet for at afvikles. De var bange for repressalier fra ansatte, at blive nedværdiget, hånet og få en hård tid. De følte sig magtesløse over for indberetningssystemet og sagde, at der var voksne, der bare ventede på at vise, hvem der bestemte, fortalte repræsentanten.

Især to af dem blev fulgt. Det førte til underretninger til deres kommuner, men ingen af dem er i dag del af tiltaleskriftet.

Forsvarerne gik forventeligt nok til modangreb. For eksempel kunne de påpege, at der var lavet tre rapporter af tre forskellige hold oven på skærpede tilsyn, og ingen af dem kom med bare tilnærmelsesvis så stærke konklusioner.

Blot talte de om at styrke indsatsen mod magtanvendelsen og anbefalede mere pædagogisk uddannet personale. Og langt de fleste af de interviewede unge erklærede sig tilfredse med opholdet.

Forsvarerne førte også tre tidligere ansatte som vidner på, at Solhaven var et godt sted at være, hvor man tog sig godt af de unge. Som andre tidligere ansatte, forsvarerne har indkaldt, havde de ikke et ondt ord at sige om stedet eller Søren Virenfeldt.

To tidligere ansatte på kontoret pillede således en kollegas vidneudsagn fra hinanden. Der var bestemt ingen glæde over magtanvendelse, sagde de blandt andet.

Der ventes at falde dom sidst i november.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden