Af den gamle skole
Loveless, Frimer og Poulsen spillede sort musik under de grønne bøge
Opdateret 23. maj 2022 kl. 10:49
KONCERT: Loveless, Frimer og Poulsen
NIBE: Der er kopibands, om hvem man tænker, at de godt kunne være blevet hjemme i øvelokalet. De er også på Nibe Festival.
Og så er der musikere, som bare spiller og synger, fordi de ikke kan lade være, og som vel at mærke har noget at have spillelysten i.
Amerikanske James Loveless har i en menneskealder været en del af den østjyske musikscene. Han har sunget blues, soul, funk og spirituals i et utal af sammenhænge. Altid på et højt niveau og altid med hjertet på rette sted. Og nå ja, så er han i øvrigt far til en vis Shaka Loveless, som vist nok er mere kendt i offentligheden end farmand.
Torsdag kunne James Loveless opleves på Nibe Festival sammen med bluesguitaristerne Ole Frimer og Olav Poulsen. Der var spirituals og blues på programmet, som i traditionals fra den gamle sorte sangbog. Og det var en dejlig oplevelse at sidde der under de skyggefulde grønne bøgetræer i den sene eftermiddag og lade hvilen falde over sig midt i den sitrende festival-heksekedel.
Vi fik klassikere som ”What Is A Soul Of A Man”, ”Summertime” og såmænd også Johnny Cash’ ”Folsom Prison Blues”, udsat for denne herlige sprøde sangstemme, iklædt et kompetent akkompagnement af akustisk og elektrisk guitar.
Ikke hitlistemusik, ej heller nyskabende kunst. Blot et dejligt frikvarter i selskab med disse musikkens arbejdsmænd, som vi alt for ofte glemmer at påskønne.
Uden dem ville det musikalske Danmark være et fattigere sted at leve.
Loveless, Frimer og Poulsen
Nibe Festival, Den Lille Fede, fredag eftermiddag
4/6 stjerner
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.